Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

SportsCar Championship

Frederik Schandorff jagter Le Mans-billet i IMSA-finale

SportsCar
Championship 

02/10/26 

Frederik Schandorff og Inception Racing har ét klart mål, når IMSA-sæsonen afsluttes med Petit Le Mans på Road Atlanta den kommende weekend.
 


(Foto: Inception Racing)

Frederik Schandorff er klar til årets sidste opgave i det amerikanske IMSA-mesterskab, når danskeren den kommende weekend stiller op til det traditionsrige Petit Le Mans på Road Atlanta. Her deler Schandorff igen Inception Racings GT3-racer med sin faste amerikanske makker, Brendan Iribe. Til sæsonens lange løb plejer makkerparret at få selskab af Ollie Milroy, men da briten i øjeblikket kommer sig efter en nylig ulykke i Shanghai, er spanske Fran Rueda hentet ind som afløser til det 10 timer lange finaleløb.


(Foto: Inception Racing)

Inception Racing har sikret to podieplaceringer i GTD-klassen i løbet af 2026-sæsonen, og resultaterne har samtidig bragt Brendan Iribe ind i kampen om den prestigefyldte Bob Akin-titel. Amerikaneren indtager en sjetteplads i det generelle GTD-mesterskab, men stiller op til finalen som nummer to i Bob Akin-stillingen, hvor den bedst placerede bronzekører belønnes med en invitation til næste års 24-timersløb på Le Mans.

– Det er dét, som er vores fokus denne weekend. Vi har kæmpet for den titel i flere år, men det er aldrig lykkedes os at få den med hjem. En sejr vil give Brendan og holdet en billet til Le Mans, så vi håber virkelig, at det sker i år. Vi kommer til at gøre alt, hvad vi kan for at hjælpe ham med at sikre den, lyder det fra Frederik Schandorff.


(Foto: Inception Racing)

Danskeren ankommer til Road Atlanta med stærkt momentum. Så sent som i sidste weekend sikrede Schandorff sejren i GT World Challenge America sammen med AF Corse på Barber Motorsports Park i Alabama, mens han i slutningen af august også var på podiet med Selected Car Racing i den europæiske GT World Challenge-serie på Nürburgring.

Nu gælder det imidlertid IMSA og Inception Racing, hvor de indledende træningssessioner på Road Atlanta har vist, at der bliver hård kamp om topplaceringerne. I alt 54 biler fordelt på fire klasser stiller til start, og Schandorff, Iribe og Rueda skal kæmpe mod 17 andre biler i GTD-klassen.


(Foto: Inception Racing)

– Det bliver nok lidt sværere, end jeg havde håbet. Vi mangler lidt fart lige nu, og især Corvette-holdene ser hurtige ud. Men det er et langt løb, hvor rigtig meget kan ske, så vi skal bare blive ved med at arbejde og se, hvor vi står, når det bliver alvor. Jeg er positiv som altid. Vi har før sluttet helt fremme i IMSA-løbene, selv om det ikke nødvendigvis så sådan ud fra begyndelsen af weekenden.

Petit Le Mans er sidste afdeling af IMSA-mesterskabet og afvikles over 10 timer på Road Atlanta i Georgia. Løbet flages grønt lørdag den 3. oktober klokken 12.10 lokal tid – klokken 18.10 dansk tid – og fortsætter ind i mørket, inden det ternede flag falder klokken 22.10 lokal tid. Løbet kan blandt andet følges live på Viaplay.


(Foto: Inception Racing)

Carlos Communication
Nikolaj Karlshøj

Læs mere om:
  • Frederik Schandorff
  • Road Atlanta
  • 03/10/26 - Road Atlanta - SportsCar Championship - Internationalt
  •