 Mikkel O. Pedersen Racing kører i weekenden på Monza-banen (Foto: fotospeedy)
”Der står GT3-biler så langt øjet rækker her i pitlane,” fortæller Mikkel O. Pedersen i telefonen fra racerbanen, som ligger i udkanten af Milano.
”Monza er en helt ny udfordring for os med Evo-raceren. Det er en højfartsbane, så vi skal have alt ud af racerbilen, når vi skal køre lige ud på langsiderne. I vores første løb på Spa var vi ikke så gode til det, men vi gjorde det godt med hensyn til topfarten i vores seneste GT Open-løb på Paul Ricard. Der nåede vi 260 km/t, men her skal vi at ramme 270-275 km/t.”
 Søndagens løb på Monza byder på flere pitstops (Foto: fotospeedy)
At køre stærkt handler ikke bare om hestekræfter og en speeder i vandret position. Der skal mere til.
”Det er en udfordring,” siger racerkøreren fra Struer. ”Vi har taget en række forskellige bremseklodser med for at finde ud af, hvad der er bedst, ligesom vi også har et udvalg af støddæmpere og splittere (den vandrette plade under bilens front, red.). Vi har meget, vi skal have prøvet af, inden det går løs med tidtagning og så løbet.”
Monza-banen er med sine 104 år ikke bare ikonisk. Det er også en bane, Mikkel O. Pedersen har haft flere gode oplevelser med. I 2019 satte han således banerekord i Porsche Super Cuppen, men han har også stået øverst på banens podium.
”I 2022 vandt Lars og jeg faktisk GT3-klassen i Le Mans Cup-løbet på banen, og året efter tog jeg min anden sejr i et VM-løb, da jeg vandt 1.000 km-løbet for Proton Competition sammen med Julien Andlauer og Christian Ried,” fortæller han.
www.mikkelopedersen.com
Læs mere om: Lars Engelbreckt PedersenMikkel O. PedersenMonza27/09/26 - Monza - GT Open |