 (Foto: United Autosports)
Mikkel Jensen har haft et særligt godt forhold til Indianapolis Motor Speedway de seneste år. Tre sæsoner i træk har danskeren forladt den berømte amerikanske racerbane som vinder, og når næstsidste afdeling af årets IMSA-mesterskab for LMP2-teams afvikles den kommende weekend, går den danske McLaren-fabrikskører efter sin fjerde triumf i streg. Denne gang venter dog en anderledes udfordring – for hvor løbet de seneste år har varet seks timer, er det i år reduceret til to timer og 40 minutter.
 (Foto: TDS Racing)
Jensen har indtil videre haft en svingende IMSA-sæson, hvor skuffende resultater på blandt andet Daytona og Watkins Glen har stået i kontrast til årets helt store højdepunkt: sejren i det prestigefyldte 12-timersløb på Sebring. Det er netop følelsen fra Florida, danskeren håber at genfinde på en bane, hvor han historisk har været særdeles stærk.
 (Foto: United Autosports)
– Jeg glæder mig virkelig til at komme tilbage til Indianapolis. Det er en ikonisk bane, og jeg har selvfølgelig nogle helt særlige minder derfra efter de seneste tre år. Det giver jo selvtillid, men sender samtidig forventningerne helt i vejret. Og med det kortere løb bliver det nærmest et sprintløb efter IMSA-standarder, hvor der overhovedet ikke er plads til fejl. Vi skal levere på alle parametre, hvis vi skal kæmpe med om sejren igen, lyder det fra Mikkel Jensen.
 (Foto: United Autosports)
Mens danskeren de seneste tre gange har vundet Indianapolis-løbet med franske TDS Racing, skal jagten på den fjerde sejr i træk denne gang foregå med United Autosports og teamkammeraten Phil Fayer. IMSA-programmet gennemfører Mikkel Jensen sideløbende med sit arbejde for McLaren Racing frem mod mærkets debut i Hypercar-klassen i FIA World Endurance Championship i 2027.
 (Foto: United Autosports)
Sjette og næstsidste afdeling af IMSA-mesterskabet for LMP2-teams, Battle on the Bricks på Indianapolis Motor Speedway, flages grønt søndag den 20. september klokken 15.10 lokal tid – det er klokken 21.10 dansk tid. Løbet kan følges live på blandt andet Viaplay.
 (Foto: United Autosports) Carlos Communication Nikolaj Karlshøj Læs mere om: Mikkel JensenIndianapolis Motor Speedway20/09/26 - Indianapolis Motor Speedway - SportsCar Championship - Internationalt |