Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Bilorientering

DM-finalen i bilorientering afvikles med start og mål i Struer

Bilorientering 
12/09/26 

Struer & Omegns Motor Sport er på fredag vært for DM-finalen
Struer & Omegns Motor Sport er på fredag den 18. september vært for 5. og dermed sidste afdeling om Danmarks Mesterskabet i bilorientering. Løbet kaldes meget apropos for Struer-Løbet 2026. Både start og mål for løbet er placeret ved Nordvestjysk Autogalleri på Industrivej 10 i Struer. Derfra skal deltagerne i de 4 forskellige klasser ud på ruter mellem 50 og 65 km lange og med forskellig sværhedsgrad.
 

Hvor deltagerne helt præcis skal køre, er hemmeligt helt frem til løbsdagen, men løbsleder for arrangementet, Poul Bo Madsen, lover en afvekslende rute med både kørsel i skov og på landet, samt også lidt industri. Arrangørerne har mødt stor velvilje hos de mange lodsejere langs ruten. En del af charmen ved at køre bilorientering er jo at man til mesterskabsløb ofte kører på private grusveje og skovveje, hvor der normalt ikke er biltrafik. Løbsledelsen er derfor afhængig af, at lodsejerne giver tilladelse til at bruge vejene til løbet.

”Vi er rigtig glade for lodsejernes opbakning, selv om ruterne ikke er så lange denne gang. Vi har taget højde for, at Struer-Løbet afvikles en fredag aften. Vi starter første bil kl. 18, så det når at blive mørkt inden deltagerne er i mål. Derfor har vi ikke lavet løbet på de ca. 80-90 km som en DM-rute normalt er på” forklarer løbsleder Poul Bo Madsen.

Selv om Poul Bo Madsen har kørt bilorientering i mere end 50 år, så er det første gang han står som løbsleder og hovedansvarlig for et DM-løb. Det er også Poul Bo Madsen der er ansvarlig for at tilrettelægge den største del af ruten. Han har dog en god erfaren løbsledelse med sig til Struer-Løbet. Lars Palle, der normalt er chauffør for Poul Bo Madsen i både bilorientering og historisk pålidelighedsløb, har flere mesterskabsløb som løbsleder på cv’et men også de regerende Danske Mestre; Børge Holm og Jørn Mørup er med i løbs ledelsen. Jørn Mørup har fået ansvaret for at tilrettelægge den sidste tredjedel af ruten.
Endelig har løbsledelsen allieret sig med Niels Holst til at være ansvarlig for beregning af resultatet for Struer-Løbet

Løbsledelsen betyder så også at 2 af de mandskaber der normalt kører med om DM-medaljerne ikke er til start i Struer-Løbet. Lars Palle og Poul Bo Madsen kører normalt med om mesterskabet i den næsthøjeste klasse: A-klassen. Men selv hvis Palle og Madsen havde vundet den sidste afdeling ville det ikke have givet dem chancen for en DM-medalje i A-klassen.

Anderledes ser det ud for Børge Holm og Jørn Mørup. De er forsvarende Danske Mestre og har allerede inden den sidste DM afdeling sikret sig endnu et Dansk Mesterskab. Holdet har vundet 3 af de 4 DM-afdelinger der er afviklet før sommerferien og har så stort et forspring i DM point at de har sikret sig DM guldet for 6. år i træk og for 14. gang i alt.


Selv om Børge Holm og Jørn Mørup ikke er til start til DM-finalen i Struer-løbet på fredag den 18. september er de sikre på at skal have kransen og DM-guldet om halsen når medaljerne deles ud i Struer fredag aften.

Struer & Omegns Motor Sport forventer ca. 30 biler til start i Struer-Løbet. Tilmeldingsfristen udløber søndag aften og der er allerede 13 af de tilmeldte der tager turen over Storebælt for at deltage i Struer-Løbet.

Kampen om sejren i Struer-Løbet forventes at blive et opgør mellem 2 jyske og 2 sjællandske mandskaber. De bedste jyske bud er de tidligere både Nordiske og danske mestre Ikast-brødrene Harald og Jan Søndergaard og de regerende Nordiske Mestre, Struer klubbens Morten Jäger og Bent Mikkelsen, mens de bedste sjællandske bud forventes at være sidste års sølvvindere Leon Spiegelhauer og Jan Johansen fra Frederikssund og de øjeblikkelige indehavere af sølvpladsen: Frederikssund mandskabet Poul Erik Nielsen og Henrik Jørgensen.

Det forventes at medaljerne i alle 4 klasser vi være delt ud inden fredag bliver til lørdag.

Struer & Omegns Motor Sport