 (Foto: Niklas Majgaard)
Store byger ramte med jævne mellemrum Padborg Park i weekenden, og det våde føre var lige en sag for Maansen. Som de tre løb spillede sig ud, så stod Alex Maansen og teamkollega Jakob Steffensen pludselig med gode kort på hånden midt i finalen lørdag aften. Steffensen forsøgte at tage føringen, men overlod sidenhen muligheden til Alex Maansen, som ikke var længe om at slå til - og han kunne siden sikre sejren på dansk motorsports helt store aften:
- Jeg er ikke sikker på, at jeg helt har fattet det her endnu. Vi lykkedes med rigtig mange ting i weekenden, og som det blev aften, så begyndte det at gå vores vej. At det så oven i købet lykkedes at vinde finalen var virkelig en kæmpe forløsning. Jeg har jagtet det her i så vanvittigt lang tid, men de andre hold har altid været gode i tørvejr. Jeg er omvendt rigtig glad for at køre i regnvejr, og det var virkelig stort at kunne køre løb med det overskud og den fart, som vi i Nymark Racing Academy har vist i denne weekend, forklarer han.
 (Foto: Niklas Majgaard)
Tårevædet sejr
Og da det ternede flag faldt lørdag aften - oven i købet med et nyt regnvejr over finalens sidste to omgange - så var det en tårevædet sejr for Alex Maansen.
- Jeg græd bare af glæde hele vejen ind i pitten. Det begyndte at regne de sidste to omgange af finalen - men kun på den ene halvdel af banen. Alt var på kanten på det tidspunkt. Så gik Frederik Nymark (teamchefen, red.) på radioen og sagde, at jeg bare skulle have ro til at gøre det hele færdigt. Det gjorde jeg så. Jeg kunne slet ikke se ud af øjnene efter jeg krydsede stregen - det var en kæmpe, kæmpe oplevelse, fortæller en glad Alex Maansen.
 (Foto: Niklas Majgaard)
Han tilføjer:
- Det giver virkelig meget at få et resultat som det her. Det er oceaner af timers forberedelse og hårdt arbejde, som endelig går op i en højere enhed. Og jeg er - frem for alt - virkelig opsat på at bygge videre på det her i årets sæsonfinale, afrunder han.
Sæsonen i Super GT Danmark ender i den første weekend af oktober - og igen er det Padborg Park, som lægger asfalt til.
Niklas Majgaard Læs mere om: Alex MaansenNymark Racing AcademyPadborg Park05/09/26 - Padborg Park - Super GT Danmark |