 (Foto: Team Spirit Racing)
Det danske motorsportstalent Mathias Villadsen er efter en sommerpause igen klar til at kæmpe blandt nogle af Europas stærkeste GT3-teams, når han sammen med sin faste coach og teamkammerat, Jan Magnussen, stiller op til sjette afdeling af Campionato Italiano Gran Turismo.
 (Foto: Team Spirit Racing)
BMW-duoen fra Team Spirit Racing holder en foreløbig femteplads i Endurance-mesterskabet, som indtil videre har budt på både op- og nedture. Sæsonåbneren på Misano World Circuit i foråret udløste en stærk andenplads, mens anden afdeling på Monza i juni blev mere udfordrende – blandt andet som følge af den successtraf, som podieresultatet fra premieren udløste.
 (Foto: Team Spirit Racing)
På Imola Circuit håber Villadsen og Magnussen at slå tilbage, og med yderligere en afdeling på Mugello senere på efteråret er der fortsat god mulighed for at blande sig i kampen om det eftertragtede mesterskab. Samtidig bliver weekenden en interessant milepæl for Villadsen, som for første gang i sin debutsæson i GT3 vender tilbage til en bane, han allerede har erfaring med.
 (Foto: Team Spirit Racing)
– Jeg ser virkelig frem til weekenden på Imola. Det er første gang i år, vi kommer tilbage til en bane, vi allerede kender, og det bliver spændende at mærke forskellen fra starten af sæsonen og til nu. Jeg føler, at både jeg og teamet har rykket os meget siden da, så forhåbentlig kan vi bruge erfaringerne til at tage endnu et skridt fremad. Samtidig bliver det en ekstremt varm weekend med temperaturer på op mod 36 grader, så dækkene og måden, vi håndterer dem på, kommer til at spille en stor rolle, lyder det fra Mathias Villadsen.
 (Foto: Team Spirit Racing)
– Vi ligger femmer i mesterskabet, så det er en vigtig weekend, hvor det handler om at maksimere vores point og samtidig undgå fejl og straffe. Med mere end 50 biler på banen bliver der helt sikkert masser af trafik og action, men jeg føler mig godt forberedt og glæder mig til at komme tilbage i bilen.
 (Foto: Team Spirit Racing)
Også Jan Magnussen ser frem til at fortsætte samarbejdet med det unge danske talent på den italienske Formel 1-bane, hvor den firedobbelte Le Mans-vinder igen både skal være racerkører og læremester.
 (Foto: Team Spirit Racing)
– Jeg glæder mig til at komme tilbage i bilen med Mathias, og vi er fortsat med i kampen om mesterskabet. Det har været en spændende sæson indtil videre – både sportsligt for holdet, men også for mig som coach, hvor det har været fedt at følge og supportere Mathias' udvikling fra GT3-rookie i sæsonens første løb til de stærke fremskridt, han har vist undervejs. Nu har vi fuldt fokus på at fortsætte den udvikling på Imola, sikre så mange point som muligt og forhåbentlig rykke frem i mesterskabet, så vi står stærkeste muligt inden finalen, lyder det fra Jan Magnussen.
 (Foto: Team Spirit Racing)
Med hele 51 biler til start i weekendens tretimersløb på Imola er der lagt op til endnu et intenst GT3-opgør med tæt trafik og hårde kampe. Kvalifikationen til årets sjette afdeling af Campionato Italiano Gran Turismo – og tredje afdeling af Endurance-mesterskabet – finder sted lørdag den 5. september, mens det tre timer lange løb skydes i gang søndag den 6. september klokken 12.05.
 (Foto: Team Spirit Racing) Carlos Communication Nikolaj Karlshøj Læs mere om: Jan MagnussenMathias Lyngbye VilladsenImola |