 (Foto: SRO Motorsports Group)
GT World Challenge-serien er kendt for tæt og intenst racerløb, og Endurance-sæsonens fjerde afdeling af det benhårde GT3-mesterskab på Nürburgring var ingen undtagelse. Og for Nicklas Nielsen fik dramatikken afgørende konsekvenser allerede i første sving, hvor en lidt for ivrig konkurrent fejlbedømte sit bremsepunkt og torpederede den danske Ferrari-fabrikskører.
 (Foto: SRO Motorsports Group)
Nielsen kunne ganske vist fortsætte ræset efter snurreturen, men sammenstødet sendte den røde Ferrari 296 GT3 fra AF Corse helt ned bagest i det 55 biler store felt. Dermed var mulighederne for et topresultat elimineret, inden det tre timer lange løb for alvor var kommet i gang.
– Det var bestemt ikke den start på løbet, vi havde håbet på. Den pågældende kører kom efterfølgende hen og undskyldte, hvilket var en gestus, jeg satte pris på. Men det var virkelig ærgerligt, for vi havde gjort et godt stykke arbejde i kvalifikationen, hvor vi sikrede en niendeplads, selv om vi havde kæmpet enormt med farten undervejs i forberedelserne. Vi havde formentlig ikke været i stand til at kæmpe om sejren, men vi havde nok haft muligheden for at slutte i top-10 og sikre nogle mesterskabspoint, lyder det fra Nicklas Nielsen.
 (Foto: SRO Motorsports Group)
Nielsen og holdkammeraterne, Alessio Rovera og Tommaso Mosca, gav imidlertid ikke op. Over de følgende stints lykkedes det trioen at kæmpe sig tilbage på den førende omgang, inden de til sidst krydsede målstregen på en samlet 29. plads. Resultatet udløste ingen point til Nielsen, som generelt har haft en udfordrende sæson i GT World Challenge Europe. Et stort lyspunkt kom imidlertid i årets vigtigste løb, 24-timersløbet på Spa-Francorchamps i juni, hvor danskeren sammen med Rovera og Mosca sikrede en stærk tredjeplads.
 (Foto: SRO Motorsports Group)
Femte og sidste afdeling af GT World Challenge Europe Endurance Cup afvikles på Portimão i oktober. Nicklas Nielsen skal dog allerede i aktion igen i den kommende weekend, når han stiller op til femte afdeling af FIA World Endurance Championship på Circuit of The Americas i Austin, Texas.
Carlos Communication Nikolaj Karlshøj Læs mere om: Nicklas NielsenNürburgring30/08/26 - Nürburgring - GT World Challenge Endurance |