 (Foto: Lionspeed GP)
Efter en udfordrende DTM-weekend på Nürburgring for to uger siden er Bastian Buus denne weekend tilbage på den legendariske tyske racerbane i Eifelbjergene. Denne gang skal danskeren imidlertid dele racerbilen med sine DTM-konkurrenter Riccardo Feller og Thomas Preining, når det går løs med fjerde afdeling af GT World Challenge Europe Endurance Cup, hvor Porsche-trioen repræsenterer Lionspeed GP.
 (Foto: Lionspeed GP)
Buus kommer til Nürburgring i stærk form efter seneste afdeling af Sprint Cup-mesterskabet på Magny-Cours i begyndelsen af august. Her rundede danskeren og Riccardo Feller en solid weekend af med en sejr, som bragte dem op på en foreløbig andenplads i Sprint Cup-stillingen blot 2,5 point fra de førende.
 (Foto: Lionspeed GP)
Mens det således ser lovende ud i Sprint Cup, har kampen i Endurance Cup-mesterskabet været mere vanskelig. Buus, Feller og Preining måtte udgå fra både sæsonpremieren på Paul Ricard og anden afdeling på Monza, men slog til gengæld spektakulært tilbage i sæsonens hidtil største opgør. I 24-timersløbet på Spa-Francorchamps sikrede trioen den generelle sejr efter et dramatisk døgns ræs og scorede samtidig værdifulde mesterskabspoint.
 (Foto: Lionspeed GP)
Resultatet betyder, at Buus, Feller og Preining trods de to tidligere nuller holder en foreløbig fjerdeplads i Endurance Cup-stillingen, mens Buus og Lionspeed GP samtidig er med helt fremme i kampen om det samlede GT World Challenge Europe-mesterskab.
 (Foto: Lionspeed GP)
– Vi har som altid høje forventninger til weekenden. Naturligvis går vi efter sejren, men pointene tæller også i det samlede GT World Challenge-mesterskab, hvor vi stadig er med i titelkampen. Derfor handler det først og fremmest om at køre en klog weekend og maksimere vores point, lyder det fra Bastian Buus.
 (Foto: Lionspeed GP)
– Både jeg og mine to teamkammerater kommer direkte fra en DTM-weekend på Nürburgring, så vi har alle banen helt frisk i hukommelsen. Forhåbentlig kan vi bruge den erfaring til hurtigt at finde et stærkt setup og være med helt fremme fra begyndelsen. Konkurrencen er som altid ekstremt tæt, men vi ved fra Spa-Francorchamps, at vi har både bilen og holdet til at kæmpe om sejren, tilføjer danskeren.
Hele 55 biler fordelt på fire forskellige klasser stiller til start i fjerde afdeling af GT World Challenge Europe Endurance Cup på Nürburgring. Det tre timer lange løb flages grønt søndag den 30. august klokken 15.00 og kan streames direkte på YouTube.
Carlos Communication Nikolaj Karlshøj Læs mere om: Bastian BuusNürburgring30/08/26 - Nürburgring - GT World Challenge Endurance |