| Et velkendt navn er med på deltagerlisten, når fjerde afdeling af Selected Car Group Super GT i weekenden afvikles ved Nordic Antirust Grand Prix Danmark på FDM Jyllandsringen. Det er Jakob Steffensen, Viborg, som stiller op for Nymark Racing i kampen om point til DIF-Danmarksmesterskabet.
Han kender om nogen den bilmodel, der anvendes i klassen, for bag rattet af en af bilerne tog han i 2023 titlen i den daværende Super 2L-klasse, hvorefter han året efter blev toer og valgte at holde pause fra motorsporten.
 Jakob Steffensen har i foråret kørt med sin far - nu går han solo i Selected Car Group Super GT. (Foto: Grippo)
”Jeg havde faktisk mistet lysten til at køre racerbil, ligesom jeg også var blevet far for anden gang,” siger Jakob Steffensen. ”Sidste år var jeg bare familiefar og tilbragte tiden med min kæreste og vores to børn på nu et og fire år. Men i år sagde min kæreste – og børnene – ok til, at jeg begyndte at køre race igen.”
Det skete med farmand Sander Steffensen, Viborg, i Danish Endurance Championship. Ikke i deres eget team som tidligere, men hos Nymark Racing Academy.
”Vi har haft et vildt godt forår. Nymark Racing har givet mig lysten tilbage, for vi er kommet ind i Frederiks og Camillas team, som er et familieteam, der har støttet mig, og det har betydet, at jeg har besluttet mig for at tage springet tilbage i Super GT,” siger Jakob Steffensen.
Da han i 2023 tog titlen i Super 2L, skete det i en nervepirrende finale, hvor blot ét point adskilte ham og Malte Ebdrup, Farsø.
 Tilbage i 2023 stod Jakob Steffensen øverst på podiet som mester i Super 2L. (Foto: Morten Kimer Hansen)
”Det er et andet felt, jeg stiller op i nu, for der er kommet nogle store navne til,” lyder det fra midtjyden. ”Martin Andersen og Kasper H. Jensen er med, men også min egen teamkammerat Mads Rasmussen har taget nogle gevaldige skridt fremad i år. De bliver spændende at udfordre sig selv, og det er også med til, at jeg gerne vil være med igen.”
Læs alt om Nordic Antirust Grand Prix Danmark på https://www.danishsupercarleague.dk/gp-danmark.
Motorsport skal naturligvis opleves live. Billetter til den kommende weekend i DEKRA Danish Supercar League kan købes på driverszone.danishsupercarleague.dk/shop, og hvis man er forhindret i at være til stede på racerbanen, er der mulighed for at følge søndagens løb på YouTube-kanalen @danishsupercarleague.
Selected Car Group Super GT Danmark Læs mere om: Jakob SteffensenNymark Racing AcademyJyllandsringen23/08/26 - Jyllandsringen - Super GT Danmark |