| ”Kristian Rytter og jeg har kendt hinanden i en del år og vi har sammen arrangeret Nordjyllands største biltræf på hans firmadomicil flere år i træk,” fortæller Kasper Larsen, Aalborg, der arbejder som bilrådgiver. ”I februar sendte jeg ham for sjov et AI-billede af en AMG GT3’er i hans firmastaffering. Du er en klovn, sagde Kristian, men blev tændt; Kan du ikke finde sådan én, spurgte han mig.”
Som sagt så gjort. To uger senere sad Kasper Larsen i en flyver på vej til England for at afslutte handlen om en racerbil, der i foråret kom til Svenstrup syd for Aalborg.
 Valdemar Eriksen og Kasper Larsen stiller op i denne Mercedes AMG GT3 i MHO Danish Endurance Championship. (Foto: Kristian Rytter Motorsport)
”En GT3-racer er en avanceret racerbil, og vi blev derfor hurtig enige om, at projektet skulle samle de rette kompetencer. Derfor tog vi kontakt til den lokale virksomhed Asetek og Valdemar Eriksen, som har værdifuld knowhow om denne type bil,” fortæller Kasper Larsen. Selv kørte han formelbil i 10erne og tog i 2015 DM-sølv i Formel Ford og vandt Eurocuppen på Spa. Nu har han fornyet sin racerlicens, og teamet har sammen taget de første vigtige skridt med den nye Mercedes AMG GT3-racer. Kasper Larsen og Valdemar Eriksen har allerede gennemført de første testdage, hvor bilen og samarbejdet omkring den er blevet sat på prøve.
”Vi har testet bilen på Jyllandsringen og Padborg Park. Valdemar kender godt modellen fra en række løb, han kørte i GT World Challenge, men jeg havde aldrig før kørt i en GT3-racer. Det er sådan en racerbil, jeg altid har drømt om at komme til at køre, og det føltes meget uvirkelig for mit vedkommende.”
Det nye samarbejde får sin debut ved Nordic Antirust Grand Prix Danmark. Kasper Larsen kender FDM Jyllandsringen fra sin formeltid, mens Valdemar Eriksen i 2021 vandt flere løb på banen på vej mod sit mesterskab i Danish Endurance Championship i den hurtigste division.
”Planen er at deltage i Grand Prixet og så de to sidste DEC-afdelinger på Padborg Park,” fortæller Kasper Larsen. ”Herefter tager Kristian Rytter og teamet stilling til, hvad ambitionen for næste år skal være.”
Læs alt om Nordic Antirust Grand Prix Danmark på: https://www.danishsupercarleague.dk/gp-danmark.
Motorsport skal naturligvis opleves live. Billetter til den kommende weekend i DEKRA Danish Supercar League kan købes på driverszone.danishsupercarleague.dk/shop, og hvis man er forhindret i at være til stede på racerbanen, er der mulighed for at følge søndagens løb på YouTube-kanalen @danishsupercarleague.
MHO Danish Endurance Championship Læs mere om: Kasper LarsenValdemar EriksenJyllandsringen23/08/26 - Jyllandsringen - Danish Endurance Championship |