Til start var Loke Busch #205, Claus Madsen #106, Carsten Nielsen #201 og Asger Thieri #204.
Allerede i tidtagningen viste Loke Busch stærk form og satte hurtigste tid i klassen. Dermed sikrede han sig pole position til weekendens første heat.
Suveræn sejr til Busch i heat 1
Fra P1 fik Busch en stærk start og hægtede sig hurtigt på de hurtigere Seven-biler foran. Herfra fik han skabt et solidt hul til resten af Arion-feltet og kunne køre en sikker og suveræn sejr hjem.
Bag ham kom Claus Madsen over stregen på andenpladsen, mens Carsten Nielsen sikrede sig tredjepladsen.
Asger Thieri fik derimod en uheldig afslutning på heatet. Under en udskridning blev han ramt af en anden bil og måtte udgå.
Madsen slår tilbage i heat 2
Til heat 2 blev startplaceringerne vendt, og Claus Madsen startede umiddelbart foran Loke Busch. Madsen fik dog en dårlig start, og Busch kunne allerede fra de første meter tage føringen.
Busch holdt førstepladsen gennem størstedelen af heatet, men med omkring tre minutter tilbage ændrede løbet karakter. Efter flere omgange bag en Seven-kører, som Busch havde svært ved at komme forbi, endte han i en udskridning. Inden #205 fik lavet en donut og kom tilbage i løbet, var Claus Madsen passeret og havde overtaget føringen.
Den gav Madsen ikke fra sig igen, og Claus Madsen tog dermed sejren i heat 2 foran Loke Busch. Asger Thieri kom stærkt tilbage efter uheldet i første heat og sluttede som nummer tre, mens Carsten Nielsen tog fjerdepladsen.
Dermed sluttede lørdagens to heat med én sejr til Loke Busch #205 og én til Claus Madsen #106 – og alt er fortsat åbent inden weekendens resterende DM-point skal fordeles på Ring Djursland.
Loke Busch
Læs mere om: Carsten NielsenClaus MadsenLoke BuschRing Djursland16/08/26 - Ring Djursland - Arion Racing |