 “Jeg ser Michael (21) som min værste konkurrent,” siger Dennis Ladefoged (15) om sæsonens kampe på asfalten (Foto: Grippo)
”Første halvdel af sæsonen har været fantastisk. Det eneste, jeg kunne have gjort bedre, ville være at slå Kevin. Han er urørlig,” siger Dennis Ladefoged med henvisning til den regerende generelle mester i klassen, Kevin Verner Jensen, Silkeborg.
”Alle de uheld, jeg har haft i min tid i klassen, dem har jeg lært af. Succes avler succes, og når man rammer den rigtige linje, er det nemmere at ramme den igen,” lyder hans forklaring på resultaterne i denne sæson. ”Jeg har tidligere døjet med påkørsler og problemer med materiellet. Motorer, som er sprunget i luften, og gearkasser, som har strejket.”
”Jeg skiftede direkte fra karting til Legend, så indlæringskurven har været høj. Havde jeg koblet mig på et af de store team i klassen, havde jeg nok fået en masse tips og tricks, men jeg vil helst gøre tingene selv, og det har været hårde lærepenge.”
Læretiden er nu ovre for Dennis Ladefoged. Det viser dels hans mesterskabsføring, dels han andenplads i den generelle Grand Prix Tours Legend Car Cup, hvor hele 47 kørere indtil videre har scoret point.
”Nu har jeg lært, hvornår gearkassen skal serviceres, og hvilke bolte, der skulle have lidt ekstra Loctite. Det lærer man hen ad vejen, når man selv skruer på bilen. Men man slår sig også selv en gang imellem på tingene,” siger østjyden, som også oplever en afledt succes af sine resultater i år, hvor han aldrig er sluttet et løb udenfor top 8.
”Legend Car Cuppen er en hård klasse. Et uheld i en tidtagning eller et kvalifikationsheat betyder, at du ryger langt bagud og kommer i ballade. Når du ligger i top 5, er der mere respekt, og der er større sandsynlighed for, at du kommer helskindet igennem et heat.”
 Dennis Ladefoged fanget under et af sæsonens gridshow med autografskrivning (Foto: Grippo)
Som nævnt indtager Dennis Ladefoged andenpladsen i Grand Prix Tours Legend Car Cuppen efter Kevin Verner Jensen. Blandt masters-kørerne har han et pointforspring til Michael Søvang Christensen, Grindsted, der svarer til næsten tre divisionssejre. Hvem er hans største rival?
”Jeg kører efter at vinde Master-titlen, og her ser jeg Michael som min værste konkurrent. Jeg skal ærligt indrømme, at det kan være sjovt at gøre livet trælst for Kevin, men det kræver også, at jeg hæver mit niveau. Men må bare tage hatten af, når han kan vinde så mange heats generelt,” siger Dennis Ladefoged. ”Michael har været uheldig, og der er ingen tvivl om, at han nok skal få gjort livet trælst for mig, når han får heldet med sig.”
”Master-divisionen var svær allerede sidste år. Sidste år blev jeg P4 i en tidtagning. Hvad nummer er jeg i Masters? spurgte jeg. Du er P3, svarede min mekaniker.”
Kampen om Grand Prix Tours Legend Car Cuppen genoptages om små to uger, når der den 21.-23. august køres Nordic Antirust Grand Prix Danmark på FDM Jyllandsringen. Billetter til den kommende weekend i DEKRA Danish Supercar League kan købes på https://driverszone.danishsupercarleague.dk/shop/.
DanishSupercarLeague.dk/LegendsCarCup
Læs mere om: Jyllandsringen23/08/26 - Jyllandsringen - Legends Car Cup |