 (Foto: Inception Racing)
Efter en sjælden weekend uden racerløb er Frederik Schandorff tilbage i sædet, når sjette afdeling af det amerikanske IMSA-mesterskab for GTD-biler køres på Canadian Tire Motorsports Park i Canada. Den danske Ferrari-kører teamer endnu en gang op med Inception Racing – præcis to uger efter årets 24-timersløb på Spa-Francorchamps, hvor han repræsenterede danske Selected Car Racing og sikrede en fjerdeplads i Gold Cup-klassen.
 (Foto: Inception Racing)
Schandorff har været blandt sæsonens mest succesfulde danske GT3-kørere på tværs af de internationale mesterskaber. I maj sikrede han og Inception Racing en podieplacering i IMSA på Laguna Seca, mens han sammen med AF Corse har hentet tre podieplaceringer i GT World Challenge America – senest en klassesejr på Road Atlanta i juni.
Spa-løbet betød imidlertid også, at danskeren måtte melde afbud til seneste IMSA-afdeling på Watkins Glen, hvor Inception Racing havde et vanskeligt løb, gik glip af værdifulde mesterskabspoint og mistede føringen i Bob Akin Award-stillingen. Den prestigefyldte titel uddeles til sæsonens bedste Bronze-team i GTD-klassen og udløser en invitation til 24-timersløbet på Le Mans.
 (Foto: Inception Racing)
– Det var frustrerende at måtte sidde over på Watkins Glen, så jeg glæder mig virkelig til at være tilbage på holdet. Canadian Tire Motorsports Park er en bane, hvor vi tidligere har leveret stærke resultater, og vi går ind til weekenden med ambitionen om at kæmpe os tilbage i toppen af Bob Akin-mesterskabet. Samtidig gav Spa-weekenden god motivation. Vi viste et stærkt niveau hele vejen igennem, selv om vi ikke fik det resultat, vi fortjente, på grund af et teknisk problem, siger Frederik Schandorff.
Frederik Schandorff deler endnu en gang sin gule Ferrari 296 GT3 med sin faste makker, Brendan Iribe, og duoen skal op imod 13 andre mandskaber i GTD-klassen. Sjette afdeling af IMSA WeatherTech SportsCar Championship for GTD-biler på den fire kilometer lange Canadian Tire Motorsports Park køres søndag den 12. juli klokken 14.05 lokal tid – det er klokken 20.05 dansk tid – og kan ses live på Viaplay.
 (Foto: Inception Racing) Carlos Communication Nikolaj Karlshøj Læs mere om: Frederik SchandorffMosport Park12/07/26 - Mosport Park - SportsCar Championship - Internationalt |