Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

ADAC GT4 Germany

Victor Nielsen viste stærk fart foran mere end 115.000 tilskuere på Norisring

ADAC GT4
Germany 

06/07/26 

Det blev en weekend med både op- og nedture for Victor Nielsen på den legendariske bybane Norisring. Foran mere end 115.000 tilskuere blev weekenden et tydeligt billede på, hvorfor motorsport både kan være brutal, uforudsigelig og fantastisk på samme tid.
 

Allerede i første løb viste Victor, at farten i BMW’en var til meget mere end startplaceringen lagde op til. Efter en svær kvalifikation, hvor teamet ramte for lavt dæktryk, kom dækkene aldrig op i det optimale temperaturvindue. Det kostede ifølge Victor omkring fire tiendedele pr. omgang og betød, at han måtte starte helt nede som nummer 14, mens hollandske teamkammeraten kvalifikation til løb 2, blev nummer 16.

Men da starten gik, leverede Victor en af sine stærkeste præstationer hidtil i GT4-bilen. På den smalle og krævende bybane, hvor betonmurene står tæt og overhalinger kræver både mod og præcision, avancerede han hele otte placeringer i løbet af sit stint.

“Løb 1 var en af mine bedste performances i GT4-bilen. Jeg fik taget otte pladser allerede i starten og afleverede bilen på en sjetteplads, da jeg kørte i pit, og Gianni overtog bilen. Jeg følte mig virkelig ét med bilen, og det er en af de bedste fornemmelser, man kan have som racerkører,” siger Victor Nielsen.

Teamet sluttede løbet på en syvendeplads og rykkede dermed syv placeringer frem i forhold til startpositionen.

“Det var det maksimale, vi kunne opnå. Der var ikke mange, der udgik, og heller ikke de uheld foran os, som vi skulle have brugt for at komme endnu højere op på resultatlisten. Men vi viste, at farten var der,” siger Victor.

Norisring bliver ofte sammenlignet med Monacos gader i Formel 1. Banen er kort, intens og omgivet af betonvægge, og derfor kræver hver eneste overhaling en stor beslutning fra køreren. Netop derfor var Victors fremmarch i første løb et stærkt signal om både fart, selvtillid og evnen til at angribe, når muligheden opstår.

Forklaringen på den svære startplacering lå i et valg omkring dæktryk, hvor asfaltens temperatur faldt mere, end teamet havde forventet.

“Vi var for lave på dæktryk, og det gjorde, at dækkene aldrig kom i det optimale vindue. Det er, hvad der sker i motorsport. Vi arbejder sammen som et team, og nogle gange tager man det forkerte valg. Det vigtigste er, at vi lærer af det og kommer stærkere tilbage,” siger Victor.

Andet løb blev til gengæld en langt mere frustrerende affære. Allerede efter første sving gik førerdøren op på bilen, mens Gianni sad bag rattet. Det tvang teamet i pit og kostede to omgange. Da Victor overtog bilen, var han derfor to omgange efter feltet og uden reel mulighed for at kæmpe om resultatet.

Alligevel formåede han at køre bilen frem, så teamet kun var én omgang efter toppen og på omgangshøjde med de bagerste biler i feltet. Midt i løbet begyndte regnen at falde, og teamet valgte at satse på at blive på slicks. Håbet var, at en safetycar kunne samle feltet og bringe Victor tilbage i kampen.

Den safetycar kom aldrig.

“Det var en virkelig frustrerende situation at være i som racerkører. Jeg kunne mærke, at farten var der, men vi var afhængige af en safetycar for at komme tilbage til feltet. Da regnen kom, satsede vi på at blive på tørvejrsdæk, og så handlede det bare om at maksimere det, vi havde,” siger Victor Nielsen.

Selvom resultaterne ikke helt afspejlede potentialet, forlader Victor Nielsen Norisring med vigtige positive elementer. Foran det store publikum på mere end 115.000 tilskuere var farten tydelig, overhalingerne sad skarpt, og første løb blev et bevis på, at både bil og kører havde niveau til at være langt længere fremme i feltet.

“Vi tager overhalingerne og farten med videre til næste løbsweekend. Nu handler det om at bygge videre på det, vi gjorde rigtigt, og få det hele til at spille fra starten,” siger Victor Nielsen.

Efter en weekend med både stærke højdepunkter og hårde udfordringer er konklusionen klar: Victor Nielsen og teamet havde farten på Norisring. Nu handler det om at omsætte potentialet til resultater, når næste løbsweekend venter.

Grid50 / Victor Racing


Læs mere om:
  • Victor T. Nielsen
  • Norisring
  •