Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Nordic 4

Svensk dobbeltweekend venter STEP Motorsport

Nordic 4 
24/06/26 

Nordic 4Efter en kort pause venter endnu en travl weekend for det vestjyske racerteam. To svenske baner lægger asfalt til weekendens talentarbejde.
 

Længst mod syd kommer Matteis Stigsen og Rosanne den Drijver i aktion på Sturup Raceway, bare 20 minutters kørsel fra Malmö. Her køres fjerde afdeling af Nordic 4-mesterskabet på den kringlede, skånske racerbane, og som mesterskabsførende kan presset mærkes på 14-årige Matteis Stigsens skuldre. Hollandske Rosanne den Drijver er på femtepladsen i mesterskabet, så der er masser at kæmpe for i weekenden.

Det er flere år siden, Nordic 4-feltet sidst slog vejen forbi Sturup Raceway, så det bliver et godt gensyn med en bane fra starten af STEP Motorsports historie.

Fem kvarters kørsel længere mod nord køres anden afdeling af Radical Cup Scandinavia på Ljungbyhed Motorbana. Her er Thomas Rørvang tilbage bag rattet i sin Radical SR3, mens Erik Poulsen deltager i Radical SR1, mens han venter på at F4 CEZ-sæsonen fortsætter.

Ljungbyhed Motorbana er anlagt på en gammel militær flyveplads 50 kilometer øst for Helsingborg, men selvom banen er flad som en pandekage og byder på brede afkørselszoner, er den fortsat en god udfordring for nye såvel som rutinerede racerkørere. Løbet er del af fejringen af 100-året for flyvepladsens etablering, så programmet er fyldt med action både til lands og i luften.

Det er efterhånden en normal situation, at STEP Motorsport's mandskab og udstyr er spredt over to lokationer. Denne gang er der ikke langt mellem dem, og det udnytter teamchef Morten Dons til at være to steder på én gang:

"Jeg er heldig at have et team, som sagtens kan løfte opgaven og vinde racerløb uden at jeg er til stede. Det er nok mere mig selv, der gerne vil have fingeren på pulsen alle steder, og jeg kommer også til at være til stede på begge baner i løbet af weekenden", indrømmer teamchefen, der glæder sig til at følge udviklingen på begge baner:

"I formelbilerne har både Matteis og Rosanne fået en virkelig god start på sæsonen, men nu skal de fortsætte det gode arbejde på en racerbane, der er noget anderledes end de fleste. Og i Radical-lejren er Thomas stadigvæk stadig en helt ny og grøn kører, mens Erik for første gang kommer til at køre mod andre Radical-racere, så her skal der gerne læres mest muligt på ret kort tid. Det bliver en spændende weekend for os", siger Morten Dons.

På Ljungbyhed køres der fredag og lørdag, og løbene kan ses live på Youtube. Nordic 4-feltet kører på Sturup Raceway lørdag og søndag.

STEP Motorsport


Læs mere om:
  • STEP Motorsport
  • Sturup Raceway
  • 28/06/26 - Sturup Raceway - Nordic 4 - DM
  •