 (Foto: Porsche Danmark)
Oplevelsen af accelerationen i en Porsche eller en anden sportsvogn kan vække begejstring hos entusiaster i alle aldre. Men når Porsche Danmark for tredje år i træk tilslutter sig Sportscar Event, handler det især om de yngste. Det berømte velgørenhedsevent har i mere end 25 år kørt midler ind til alvorligt syge børn, og det fortsætter i 2026, hvor eventet finder sted tre steder i Danmark hen over sommeren og efteråret.
 (Foto: Porsche Danmark)
Konceptet fungerer i sin rene enkelthed ved, at frivillige danske ejere af sportsvogne og superbiler giver hæsblæsende passagerture på lukkede anlæg mod betaling. Alle billetindtægter går ubeskåret til blandt andre Børnecancerfonden, hvor de bidrager til blandt andet forskning i børnekræft. Sportscar Event har doneret mere end 29 millioner kroner siden det første event i 2000.
Hovedpersonerne får også en særlig oplevelse. Udover de tre offentlige events vil der nemlig traditionen tro blive afviklet tre børnedage, som udelukkende er forbeholdt de kræftramte børn og deres familier.
 (Foto: Porsche Danmark)
“Vi er glade for igen i år at støtte op om det enestående arbejde, som organisationen bag Sportscar Event leverer. Det er et event, som kommer fra hjertet, og som gør en enorm forskel for mange alvorligt syge børn i Danmark. Vi har været stolte og beærede over at få mulighed for at tilslutte os de seneste to år og er derfor glade for at tage hul på endnu en sæson,” lyder det fra PR- og marketingchef hos Porsche Danmark, Katrine Bleeg.
Porsche Danmark bidrager for tredje år i træk med Børnenes Bil, som med farver og dekorationer inspireret af børnetegninger skaber fokus på den gode sag. Der er tale om en Porsche Macan Turbo – topmodellen i den fuldt elektriske Macan-familie – som med 639 hestekræfter og evnen til at sprinte fra 0-100 kilometer i timen på 3,3 sekunder er mere end klar til at skabe begejstring ved Sportscar Event.
 (Foto: Porsche Danmark)
“Når vi indgår partnerskaber, handler det om at bringe vores produkter i spil på en måde, som giver mening. Når det gælder Sportscar Event, rammer vi jo plet på flere parametre. Vi bidrager til at skabe smil og mindeværdige oplevelser i en tid, som er ubegribelig svær for børnene og deres familier, og samtidig er vi med til at skabe mindeværdige oplevelser for de mange, som køber sig til en tur i passagersædet,” tilføjer Katrine Bleeg.
Udover at være en af bilerne, som man kan købe en passagertur i til Sportscar Event, vil Børnenes Bil også medvirke i Porsche Danmarks egne events hen over året. Dette for at skabe yderligere opmærksomhed om partnerskabet og det gode formål.
 (Foto: Porsche Danmark)
2026-udgaven af Sportscar Event skydes i gang på H.C. Andersen Airport i Odense på lørdag den 20. juni. Anden runde afvikles på FDM Sjællandsringen ved Roskilde den 23. august, mens tredje og sidste runde finder sted på FDM Jyllandsringen ved Silkeborg den 5. september. Alle tre steder fra klokken 9.00 til 16.00.
Læs mere om Sportscar Event her.
Porsche Danmark
|