Der er kommet fart på talenterne hos det vestjyske team, som i denne weekend befandt sig på både Circuit Paul Ricard i Frankrig og Slovakiaring et stenkast fra Bratislava.
Erik Poulsen, Alexia Danielsson og Viktor Snebjørn Poulsen leverede sæsonens hidtil stærkeste resultater i F4 CEZ-mesterskabet, hvor Erik Poulsen sluttede finaleheatet på femtepladsen og som tredjebedste rookiekører. Det skete efter en weekend, hvor den svenske teenager fra start viste høj fart, og med modige manøvrer lykkedes det at køre sig helt frem i den forreste del af feltet.
Alexia Danielsson var ramt af andres uheld og blev flere gange i de indledende heat påkørt af konkurrenter. Alligevel kørte hun sig i finalen fra 26. pladsen frem til en 15. plads og sejr i Ladies Cup. Viktor Snebjørn Poulsen fandt også masser af fart i bilen og tog en ottendeplads i finalen - hans hidtil bedste resultat i mesterskabet.
Mod vest kæmpede Sebastian Schou og Morten Strømsted med motoren i deres Radical SR3 XXR. Manglende effekt kostede omkring to sekunder per omgang på Circuit Paul Ricard, og i kvalifikationen blev det blot til henholdsvis 6. og 11. startplacering til løbene.
Lørdagens løb var en frustrerende oplevelse for Schou og Strømsted, som kæmpede med alle kræfter for at kompensere for motorens manglende power. Alligevel blev det kun til en tiendeplads.
En nødreparation inden søndagens løb gav en forbedring i bilens performance, og efter en intens kamp i løbets sidste ti minutter lykkedes det Sebastian Schou at køre bilen over målstregen på en tredjeplads.
"Det har været en rigtig fin weekend for os på begge baner. Det lykkedes os at minimere pointtabet i Radical Cup Europe med et godt resultat søndag, og både Sebastian og Morten har ydet deres ypperste bag rattet. De er stadig med i kampen om mesterskabet, og vi har en opgave med at få bilen fit for fight inden næste løb på Nürburgring", siger teamchef Morten Dons, som også glæder sig over markante fremskridt i det centraleuropæiske formelmesterskab:
"Vi har rykket os meget siden første løb, og med Erik Poulsen så tæt på den samlede top 3 er vi ved at være hvor vi hører til. Viktor og Alexia udviklede sig også enormt i weekenden og tog flotte resultater på trods af udfordringer på banen, så jeg er meget tilfreds og glæder mig til at tage hul på resten af sæsonen", siger han.
Kørerne i Formula 4 Central European Zone har nu sommerferie indtil august. Til gengæld skal Sebastian Schou og Morten Strømsted i aktion igen i juli, når næste løb køres på Nürburgring. Inden da er STEP Motorsports Nordic 4-team på banen igen på Sturup Raceway om tre uger, hvor der også køres en afdeling af Radical Cup Scandinavia på Ljungbyhed Motorbana lidt længere nordpå.
STEP Motorsport Læs mere om: Alexia DanielssonMorten StrømstedSebastian SchouViktor Snebjørn PoulsenSTEP MotorsportPaul RicardSlovakia Ring07/06/26 - Paul Ricard - Radical Cup Europe07/06/26 - Slovakia Ring - Formula 4 CEZ |