Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

World Endurance Championship

Fra Thy til Le Mans for fjerde gang

FIA WEC 
04/06/26 

World Endurance ChampionshipMalthe Jakobsen føler sig mere klar end nogensinde forud for sit fjerde 24 timers-løb på Le Mans – hans andet som fabrikskører for Team Peugeot TotalEnergies.
 


(Foto: DPPI)

Og selvom deltagelsen i verdens nok mest berømte racerløb aldrig bliver hverdag, har tre ture rundt i manegen givet den hurtige thybo ro til at fokusere mere på opgaven.

“Det er halvanden uge med fuld fart på, men alt er nærmest planlagt på minuttet, så det er bare om at hænge på. Det er noget af et cirkus, og det er bare om at nyde det mens det står på. Nu har jeg prøvet det et par gange før, så det er lettere for mig at navigere i det og fokusere på opgaven”, siger Malthe Jakobsen, der torsdag ankom til banen for at tage del i de sidste forberedelser før søndagens officielle træningsdag.


(Foto: DPPI)

Opgaven for den 22-årige fabrikskører er på papiret ganske simpel. Efter en god forårssæson i FIA World Endurance Championship er der fornyet håb på et godt resultat på Peugeot’s hjemmebane, og teamets danske håb har da også forventningerne i top:

“Vi har jo vist, at vi har en bil som kan køre konkurrencedygtige omgangstider, og hvis heldet ellers går i vores retning, kan vi være med i den rigtige ende af feltet. Le Mans er et vanvittigt løb, og på de 24 timer kan alt ske, men jeg tror at det er realistisk at få point med fra Le Mans”, siger Malthe Jakobsen, som deler bilen med nummer 94 med rutinerede Loïc Duval og Théo Pourchaire.

Som dansker er det altid en særlig opgave at køre på Le Mans. Det mærkede Malthe Jakobsen allerede, da han deltog i opvarmningsklassen Road to Le Mans før hans debut i 24 timers-løbet. Og opmærksomheden er ikke blevet mindre siden dengang:


(Foto: DPPI)

“Det er jo noget, alle snakker om på Le Mans – den enorme mængde af danske fans og den opbakning, alle vi danske kørere får. Det er noget helt særligt, som mange andre kørere er lidt misundelige på, og det forstår jeg godt. Det er en vild fornemmelse at mærke opbakningen for så mange tusinde mennesker, og det giver altid lidt gåsehud at se Dannebrog ude langs banen, når jeg sidder i bilen”, siger Malthe Jakobsen, som igen i år kan opleves på scenen i de forskellige danskerlejre op til løbets start.

Inden da gælder det den officielle testdag på søndag, hvor de sidste justeringer skal foretages, før træningerne og kvalifikationen bliver kørt midt i næste uge.

Årets 24 timers Le Mans kan ses live på TV2 Play, Eurosport og via FIAWEC+ appen.

Jakobsen Motorsport

Kim Gripping

Læs mere om:
  • Malthe Jakobsen
  • Le Mans
  • 14/06/26 - Le Mans - FIA WEC - FIA VM
  •