Arrangørerne havde skabt nogle fantastiske hastighedsprøver med masser af udfordringer, variation og fart. Samtidig fungerede hele arrangementet perfekt med en god serviceplads og en løbsafvikling, der kørte som smurt fra start til slut.
Resultatet afspejlede også den gode oplevelse. Efter en intens dag i bilen sluttede vi på en samlet 5. plads generelt og kunne samtidig tage sejren i vores klasse.
Gennem hele dagen kæmpede vi tæt med Jacob Egholm, som er helt vildt dygtig og hurtig. Flere steder blev der afgjort placeringer med ganske få tiendele sekunder, og det gav en ekstra dimension til konkurrencen.
En stor del af den positive oplevelse skyldtes også den måde, løbet blev afviklet på. Gennem hele dagen var der styr på transportetaperne, informationerne til deltagerne var klare, og ikke mindst blev ventetiden ved starten af prøverne holdt på et minimum.
For et rallyhold betyder det mere, end mange måske tror. Når der ikke opstår lange køer før prøverne, kan vi stille til start med varme dæk, hvilket giver markant bedre greb og dermed de bedst mulige forudsætninger for at levere en hurtig tid fra første meter.
Prøverne passede perfekt til vores BMW, som virkelig kom til sin ret på de hurtige og teknisk krævende strækninger. Dagen bød på et væld af toppe, lumske sving og høj fart, hvilket stillede store krav til både kører og codriver.
Kim fortæller: DM 1 hoppede vi over pga. sne og salt, DM 2 var noget af en fedtet omgang hvor det gjaldt lige så meget at passe på som at køre hurtig, så nu fik vi et rally helt efter vores smag solskin - asfalt og op i de høje gear hvor man virkelig skal tage et godt greb om rattet og klemme ballerne sammen. Samtidig var der mange toppe hvor man letter af, BMW ‘en flyver mega godt men med en undervogn der blev opfundet i 80`erne, så lander man sindssygt hårdt, og man får sådan et slag op igennem kroppen, men ikke noget et par smertestillende ikke kan ordne (-: udover en tur ud at høste med 160 km/t kørte det bare for os, og jeg vil mene at Emilie leverede den bedste præsentation til dato.
Selvom dagen næsten forløb perfekt, var der dog et enkelt dramatisk øjeblik på prøve 9. Under notekørslen havde Kim fået lavet en lille fejlnote, hvilket betød, at vi kom en anelse for langt ud i et sving og måtte en tur ud over kanten og ind på en mark.
Heldigvis mistede vi kun begrænset tid, og endnu vigtigere var vi heldige med, at der hverken lå store sten eller andre forhindringer, som kunne have givet bilen alvorlige skader. Episoden blev derfor hurtigt lagt bag os, og som en lille bonus kunne vi endda tage nogle blomster med tilbage til servicepladsen.
Codriver Emilie var særligt begejstret efter løbet: "Det var det fedeste løb, jeg har kørt siden Eifel Rallye sidste år. Alt spillede bare. Det var nogle udfordrende prøver med mange forskellige toppe og ikke mindst nogle fede hop, hvor man lige skulle spænde op i hele kroppen for ikke at miste pusten. Det er altid fedt med udfordrende prøver, for selvom det kan være svært, lærer jeg utrolig meget af det, og det gør mig kun bedre som codriver."
Allerede fredag fik Emilie en særlig oplevelse, da hun blev udvalgt som en af de få deltagere, der sammen med andre kørere, codrivere og medlemmer af DSR skulle plante et træ. I alt blev der plantet 11 træer som et initiativ til at sætte fokus på vores fælles ansvar for miljøet og den natur, som rallysporten foregår i.
Boisen Motorsport
Læs mere om: Emilie BoisenKim BoisenKjellerup30/05/26 - Kjellerup - Dansk Super Rally - DM |