 (Foto: SRO Motorsports Group)
Begejstringen var enorm hos Selected Car Racing, som søndag sikrede holdets første løbssejr i anden afdeling af GT World Challenge Europe Endurance Cup på Monza. Efter stærke indsatser fra både Simon Birch og Malte Ebdrup var det Frederik Schandorff, som fik til opgave at færdiggøre det tre timer lange GT3-løb, hvilket danskeren gjorde til topkarakter, da han sendte holdets Ferrari 296 GT3 over målstregen på førstepladsen i Gold Cup-klassen.
 (Foto: SRO Motorsports Group)
Inden da havde det rent danske hold – som startede fra en samlet 14. plads – kæmpet sig igennem et løb, der var præget af dramatik. Allerede under starten udgik flere biler efter et større crash i den berygtede chikane efter start-mål-langsiden, og Simon Birch blev da også påkørt tidligt i løbet, hvilket kostede holdet positioner, som dog senere blev hentet tilbage.
 (Foto: SRO Motorsports Group)
– Vi er virkelig glade! Og stolte, ikke mindst. Vi er et helt nyt team, og det er fedt, at vi allerede i vores andet løb i så stort et mesterskab kan opnå en sejr. Løbet var crazy, og fra start til slut handlede det om at overleve. Simon (Birch, red.) kom vildt godt igennem en dramatisk start, og både han, Malte (Ebdrup, red.) og hele crewet leverede bare på et enormt højt niveau. Med sådan et resultat må man bare konkludere, at vi er klar til 24-timersløbet på Spa-Francorchamps, som bliver den helt store prøve, lyder det fra Frederik Schandorff.
 (Foto: SRO Motorsports Group)
Næste udfordring for Schandorff, Birch, Ebdrup og resten af holdet bag Selected Car Racing er netop det legendariske 24-timersløb på Spa-Francorchamps, som afvikles den 27.-28. juni. Det bliver Frederik Schandorffs femte deltagelse i den belgiske langdistanceklassiker, hvor han sidste år sluttede på andenpladsen i sin klasse.
 (Foto: SRO Motorsports Group) Carlos Communication Nikolaj Karlshøj Læs mere om: Frederik SchandorffMonza31/05/26 - Monza - GT World Challenge Endurance |