Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Sportscar racing

Luca Magnussen sikrer imponerende podie i sportsvognsdebut

Sportscar racing 
01/06/26 

Det 16-årige talent kørte en solid andenplads hjem i karrierens første sportsvognsløb, da første afdeling af McLaren Trophy Europe blev afviklet på Monza.
 


(Foto: Dan Bathie)

Luca Magnussen fik en debutweekend langt ud over det sædvanlige, da første afdeling af McLaren Trophy Europe blev kørt på den italienske Monza-bane. Her delte det danske motorsportstalent sin McLaren Artura GT4 med britiske Callum Davies, og duoen sikrede sig allerede i sæsonens første løb en imponerende andenplads.


(Foto: Dan Bathie)

Davies lagde fundamentet til podieresultatet ved at avancere fra syvende- til tredjepladsen i løbets første halvdel, inden han afleverede bilen til Magnussen. Den 16-årige dansker fortsatte det stærke tempo, lukkede hurtigt hullet til bilen på andenpladsen og leverede en vellykket overhaling i den berygtede chikane efter start-mål-langsiden. Herefter kontrollerede han positionen sikkert frem til det ternede flag.


(Foto: Dan Bathie)

Også i weekendens andet løb var danskeren flyvende. Her startede Magnussen fra 16. plads og arbejdede sig hurtigt frem gennem feltet, inden han midtvejs i løbet afleverede bilen til Davies fra en niendeplads. Nærkontakt med en konkurrent krævede dog et forlænget pitstop, hvor bilens forskærm blev repareret, hvorefter Davies returnerede til løbet på en 19. plads og fortsatte avancementet op gennem feltet. To større uheld udløste imidlertid først en safetycar og siden rødt flag, og duoen måtte tage til takke med en 14. plads.


(Foto: Dan Bathie)

– Superfed weekend! Jeg er virkelig glad, både på mine egne og holdets vegne. Første ræs gik supergodt, Callum lagde godt ud, og jeg havde en fed duel til sidst, hvor jeg virkelig fik vist farten. I andet løb kom jeg godt fra start, men bliver så ramt under en overhaling, hvilket desværre koster os tid i pitlane. Men igen, farten var god, og alt i alt har det været en debutweekend over forventning. Nu gælder det bare om at holde det stærke momentum og fortsætte udviklingen. Stor tak til hele teamet og mine sponsorer, lyder det fra Luca Magnussen.


(Foto: Dan Bathie)

Næste udfordring for Luca Magnussen er anden afdeling af McLaren Trophy Europe, der afvikles som supportløb til det legendariske 24-timersløb på Spa-Francorchamps den 26.-27. juni.


(Foto: Dan Bathie)

Carlos Communication
Nikolaj Karlshøj

Læs mere om:
  • Luca Magnussen
  • Monza
  •