 (Foto: RaceFoto.se)
Allerede fra start var der tegn på at årets første løbsweekend på svensk asfalt skulle have svensk indflydelse. Richard Olson tog pole position i sin Aquila Formula Nova foran Matteis Stigsen og Rosanne den Drijver, mens Milla Sjöstrand og Leonel Skaar afrundede top fem.
Richard Olson fik alt andet end en god start på første heat. En fejlslagen start betød, at han var bagerst da feltet kom til første sving, og svenskeren måtte kæmpe sig tilbage gennem feltet. I mellemtiden var Matteis Stigsen kommet godt afsted, og da Rosanne den Drijver havde passeret Elias Adestam, så det ud til at blive en 1-2 sejr til STEP Motorsport. Sådan skulle det imidlertid ikke gå, for en lidt for tæt infight mellem de to teamkammerater betød, at Richard Olson kunne gå forbi og tage føringen, som han holdt frem til målstregen.
 (Foto: RaceFoto.se)
Lørdag eftermiddag gik det løs igen efter et par timers skiftende vejrforhold. Her fik Matteis Stigsen en skidt start og var sidst efter første sving. Leonel Skaar førte feltet an, mens Milla Sjöstrand og Rosanne den Drijver fulgte tæt efter. Richard Olson kæmpede sig frem til førstepladsen, mens Skaar faldt tilbage, men da banen tørrede op satte den Drijver farten op og overtog føringen fra Olson. Også Milla Sjöstrand lykkedes med at komme forbi sin landsmand, og bagfra kom Matteis Stigsen og tog den sidste podieplacering.
Søndag formiddag kom Richard Olson til gengæld stærkt fra start og holdt sig foran, selvom Matteis Stigsen gjorde hvad han kunne for at holde trit med svenskeren. Rosanne den Drijver blev ramt af en elektrisk fejl på sin bil, og det kostede et par omgange i pitten, før bilen igen var på banen. Herfra holdt hollænderen et vildt tempo og matchede Olsons omgangstider. Til gengæld var det Milla Sjöstrand, som igen fik sin RaceCraft-racer bragt helt frem og sluttede løbet på tredjepladsen.
Næste løb i Nordic 4 er på Sturup Raceway, bare 30 minutters kørsel øst for København, den 27-28. juni.
Læs mere om: Gelleråsen (Karlskoga)31/05/26 - Gelleråsen (Karlskoga) - Nordic 4 - NM |