 (Foto: Paddock Motorsport)
Efter flere år i gokarts og formelbiler venter nu et nyt eventyr for Luca Magnussen, som den kommende weekend får debut som sportsvognskører i første afdeling af McLaren Trophy Europe på Monza-banen i Italien. McLaren-fabrikken står selv bag den officielle mærkeserie, der er målrettet unge talenter, som konkurrerer mod hinanden i identiske udgaver af den mere end 600 hestekræfter stærke McLaren Artura GT4.
 (Foto: Paddock Motorsport)
Serien er skabt som en platform for fremtidens GT-kørere, og for den 16-årige dansker bliver sæsonåbneren også et første møde med en af motorsportens mest ikoniske racerbaner. Den godt 5,7 kilometer lange og stærkt udfordrende Monza er blandt de mest legendariske baner i international motorsport, og dermed venter der en særdeles krævende debut for Luca Magnussen, som i 2026-sæsonen fortsat er bakket op af et stort sponsornetværk bestående af blandt andre SASHI Beef Lover og Admin By Request.
Weekendens program byder desuden på masser af køretid for den unge dansker. Fredagens officielle testsessions følges op af yderligere fire træninger, mens resultaterne skal vise sig i to kvalifikationer og to 45-minuttersløb hen over weekenden. Hvert løb inkluderer et pitstop med kørerskifte, og her deler Magnussen sin bil fra Paddock Motorsport med britiske Callum Davies.
 (Foto: Luca Magnussen)
– Vi har haft god fart i vores tests, faktisk er det gået langt over forventningerne. Det tog lidt tid at omstille mig fra en formelracer til en GT-racer, for det er en helt anden måde at køre racerbil på. Man skal arbejde mere med affjedringen, bilen er mere levende, og så har den mange flere kræfter. Men jeg er blevet ret komfortabel med den og føler, at jeg er klar til at køre ræs, siger Luca Magnussen.
Relationen mellem Magnussen og McLaren begyndte for mere end 30 år siden, da Lucas far, den senere firedobbelte Le Mans-vinder Jan Magnussen, kørte for McLarens Formel 1-team i Japan – og gentog sig i 2014, da storebror Kevin Magnussen gjorde det samme og sikrede et podie i Australiens Grand Prix. Nu gælder det så endnu en Magnussen, og selvom Luca er debutant i sportsvognsracing, forventer den unge dansker allerede fra første weekend benhård konkurrence – men også solide resultater i det tætte juniorfelt.
 (Foto: Paddock Motorsport)
– Målet for weekenden er naturligvis at komme rent og godt igennem, men umiddelbart føler jeg også, at vi har farten og ressourcerne til at kæmpe med om de gode resultater. Allerede under testen var feltet utrolig tæt med en tiendedel mellem de fem-seks hurtigste biler. Så det bliver helt sikkert også et spørgsmål om at holde fokus hele tiden – den mindste fejl, og du er sendt ud af kampen, siger Luca Magnussen.
Første afdeling af 2026-udgaven af McLaren Trophy Europe på Monza afvikles over to 45-minuttersløb, som flages grønt henholdsvis lørdag klokken 16.25 lokal tid (17.25 dansk tid) og søndag klokken 12.35 lokal tid (13.35 dansk tid). Begge løb kan streames live på seriens YouTube kanal: @McLarenAutomotiveTV.
Carlos Communication Nikolaj Karlshøj Læs mere om: Luca MagnussenMonza |