Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Formel 4

David Walther sikrer endnu et podie i det italienske Formel 4-mesterskab

Formel 4 
29/05/26 

Endnu en gang indtog David Walther det italienske Formel 4-podie efter en flot løbsweekend på Vallelunga-banen.
 


(Foto: Walther Racing)

Efter en succesfuld sæsonstart på Italian F4 Championship med hele to tredjepladser, var forventninger og målsætninger sat højt for 18-årige Walther fra Dragør, som i weekenden deltog i anden afdeling af det benhårde mesterskab.

“Det blev til en andenplads i min gruppe i qualifying og en tredjeplads som mit bedste løbsresultat. Efter en virkelig god start på mesterskabet i Misano, havde teamet og jeg selvfølgelig ret høje forventninger til anden afdeling, så det er ikke helt det resultat, jeg havde håbet på. Men jeg er stadig enormt stolt af min præstation, og særligt fordi jeg ikke havde mulighed for at deltage i testdagene op til løbet, og derfor ankom ret uforberedt i forhold til mine konkurrenter,” lyder det fra David Walther, som kører for det schweiziske team, Maffi Racing.

Fredag stod på træninger, inden en vigtig kvalifikation skulle køres, og der var David Walther med det samme med i toppen af feltet. Det medførte et stærkt kvalifikationsresultat, hvor danskeren med selvsikkerhed kørte en flot P2 i hus i sin gruppe.

Weekendens første løb startede David Walther fra en tredjeplads, er der var fokus at lægge ud med et stabilt og sikkert resultat for at opretholde femtepladsen i mesterskabsstillingen. Desværre blev Walther noget så udfordret, da en konkurrents grove påkørsel sendte ham ned som den bagerste bil i feltet.

“Det var super ærgerligt, at jeg lige pludselig gik fra at starte treer til at ligge på sidstepladsen. Det gjorde dog, at jeg i den grad var motiveret for at kæmpe mig tilbage under løbet, og jeg fik kørt mig op på en 12. plads, og heldigvis hentede jeg lidt point som en del af top-15,” fortæller Walther om et hårdt første løb.

Efter en skuffende 12. plads var der ikke andet for end at komme stærkt igen i det næste løb, og det var der ingen tvivl om, at David Walther kom. Det lykkedes at opnå en tredjeplads og dermed en tur på podiet efter et imponerende løbsresultat, hvor det danske talent fik vist, at han hører til blandt feltets absolutte top.


(Foto: Walther Racing)

Finaleløbet var med en David Walther fra en startplacering som sekser, da resultaterne fra de to forudgående løb blev sammenlagt.

“Til finalen havde vi arbejdet hårdt på at optimere bilen, da vi gennem hele weekenden havde haft udfordringer med at lande det helt rette setup. Der var klart forbedringer på bilen, men det var ikke helt nok til endnu et podieresultat. Jeg gjorde det bedste jeg kunne for at få mest muligt ud af bilen og holde min startplacering. Det lykkedes jeg med, og jeg sluttede på en sjetteplads.”

Der bliver ikke lagt skjul på, at David Walther kører med i Italian F4 Championship for at vinde. Derfor er der fortsat en masse at arbejde videre med for at opnå resultater af højeste kaliber med Maffi Racing. Danskeren indtager på nuværende tidspunkt en imponerende sjetteplads i mesterskabsstillingen.

Næste afdeling af mesterskabet køres d. 19.-21. juni på den ikoniske Monza-bane. Forinden stiller Walther i den kommende weekend til start i anden afdeling af F4 CEZ Championship - en yderst konkurrencedygtig løbsserie, som han desuden fører.

Motorsport på eliteniveau kræver opbakning, og David Walther søger i den forbindelse økonomisk støtte i form af samarbejdspartnere, som har lyst til at være en del af en spændende og ambitiøs rejse.

waltherracing.dk

Amanda Gravlund


Læs mere om:
  • David Walther
  • Vallelunga
  •