Bilorienteringsløb handler ikke om fart, men om præcision, kortlæsning og teamwork mellem fører og kortlæser. Deltagerne skal finde den korrekte rute ved hjælp af kort, rutebeskrivelser og forskellige orienteringsopgaver undervejs.
Løbsleder Bernd Thrysøe fra Hedensted glæder sig til at byde DM-feltet velkommen:
”Vi har sammensat en spændende og udfordrende rute med mange fine grus- og skovveje, som giver deltagerne masser af orienteringsmæssige udfordringer. Samtidig kommer deltagerne ud i nogle naturskønne områder omkring Give og Givskud.
Vi er glade for opbakningen fra A. Boesenbæk for deres støtte til løbet.
Vi takker alle de lodsejere, der har stillet deres private veje/områder til rådighed i løbet.”
 Børge Holm og Jørn Mørup
I den bedste klasse bliver kortlæser Jørn Mørup fra Struer og chauffør Børge Holm fra Thisted blandt de store favoritter. Det rutinerede makkerpar er mangedobbelte danske mestre og hører igen til blandt favoritterne i kampen om sejren.
De får dog hård konkurrence fra Jan Johansen og Jan Spigelhauer fra Frederikssund, som plejer at være gode, når Bernd Thrysøe er rutelægger. Også deres klubkammerater John Michelsen og Erik Rasmussen har markeret sig flot i sæsonstarten og ventes at blande sig i topstriden. Søn og far mandskabet, Jesper og Svend Erik Hedevang fra Ikast, kan på en god dag også køre med om de bedste placeringer i løbet.
De første biler ventes i mål ved Givskud Forsamlingshus omkring klokken 16.30. Her samles deltagerne efter løbet og aftenen afsluttes med middag, mens resultaterne beregnes, inden vinderne af 3. DM-afdeling kan kåres.
Der forventes deltagelse fra en række af landets bedste mandskaber i kampen om vigtige DM-point.
Aarhus Automobil Sport www.bilsport.dk
|