 (Foto: Team Spirit Racing)
Efter en sensationel andenplads i sæsonens første Endurance-afdeling på Misano World Circuit vender Mathias Villadsen og resten af Team Spirit Racing i weekenden tilbage til Campionato Italiano Gran Turismo, når tredje afdeling af det italienske GT3-mesterskab – og anden afdeling af Sprint-mesterskabet – køres på Vallelunga-banen nord for Rom.
 (Foto: Team Spirit Racing)
Den danske BMW-kører stiller igen til start i holdets BMW M4 GT3 med motivationen helt i top efter det imponerende podieresultat på Misano for to uger siden, hvor han sammen med Jan Magnussen sikrede Team Spirit Racing et trofæ i det benhårde mesterskab. Denne weekend er fokus rettet mod Sprint-formatet, hvor Villadsen kører solo igen.
For den 29-årige dansker bliver weekenden endnu en vigtig mulighed for at bygge videre på den positive udvikling, som allerede har kastet stærke resultater af sig i hans debutsæson i den italienske GT3-serie.
 (Foto: Team Spirit Racing)
– Jeg forventer en hård weekend, men også en weekend, hvor jeg får mulighed for selv at grave dybt og se, hvad min udvikling indtil nu kan kaste af sig af resultater. Det bliver hårdt, ja, men samtidig igen en weekend med rigtig gode muligheder for at lære, lyder det fra Mathias Villadsen.
– Når det er sagt, så forventer jeg også at kunne komme længere frem i feltet end i sæsonpremieren på Imola i april. Jeg føler, at jeg kender bilen bedre og bedre, og med både et sprintløb og et langdistanceløb under bæltet er jeg også blevet klogere på selve mesterskabet. Vallelunga er en krævende bane, især i tredje sektor, som kræver et perfekt setup for at bilen leverer optimalt, så der er rigeligt med arbejde forude. Jeg glæder mig til at komme i gang.
 (Foto: Team Spirit Racing)
Tredje afdeling af Campionato Italiano Gran Turismo skydes i gang på Vallelunga lørdag den 23. maj, hvor weekendens første sprintløb flages grønt klokken 16.40. Andet løb afvikles søndag den 24. maj klokken 14.00. Begge løb kan streames live på YouTube.
Carlos Communication Nikolaj Karlshøj Læs mere om: Mathias Lyngbye VilladsenVallelunga |