| Også i årets udgave af Classic Race Viborg vil Vognmagervej og de øvrige veje i Viborgs nordlige industrikvarter summe til lyden af de små, hidsige brumbasser i Legend Car-klassen. Det er racerbiler i fem-ottendedels-størrelse forsynet med karrosserier inspireret af Ford- og Chevrolet-modeller fra 30’erne. En klar favorit. Både blandt publikum og deltagere.
”Det bliver sjovt at køre Legend igen,” lyder det fra Magnus Madsen, Ringkjøbing, som er en af deltagerne i klassen. Han blev mester i såvel 2019 som 2020, men har ikke kørt løb i klassen i mere end tre år. I stedet har han deltaget i Super GT-klassen for familieteamet M Racing.
 2019- og 2020-mesteren Magnus Madsen kører Legend ved Classic Race Viborg. (Foto: Classic Race Viborg Medieteam)
”Jeg har savnet at køre Legend, og da vi i teamet havde en bil stående, tog jeg en testdag i den. Vi tager altså til Viborg og kører, sagde jeg efter at have prøvet bilen igen,” lyder det fra eksmesteren. ”Selvfølgelig har jeg savnet Legend Car, for det er bare en pissefed klasse.”
”I en Super GT-racer skal man være mere præcis, mens en Legend-racer er mere tilgivende, hvis du laver en bremsefejl. Legend-raceren er sværere både at styre og at køre hurtigt i, så det er noget af det, der gør den sjov.”
Flere andre profiler har tilmeldt sig Legend Car-klassen ved Classic Race Viborg. Det gælder eksempelvis 2012-mesteren Kenneth Jensen, Randers, der også bliver udfordret af sin søn Theodor Jensen. For teenagesønnen bliver gadeløbet i domkirkebyen hans sidste start, inden han i næste måned får sin debut i 24-timersløbet på Le Mans.
Legend Car-klassen ved Classic Race Viborg har også tiltrukket sig deltagelse fra Nicholai M. Sørensen, Sindal, som sidste år deltog i Special Saloon Car-klassen med sin Peugeot 208.
”Peugeoten når ikke at blive klar, så jeg har valgt at tilmelde mig Legend Car-klassen med den bil, som min søn senere i år skal ud at køre,” fortæller nordjyden, som har såvel DM-sølv som DM-bronze i de små racerbiler på sit CV.
”Jeg har kørt Legend-race i både København og Aarhus, hvor jeg har vundet to gange i Aarhus. Atmosfæren ved et gadeløb er bare speciel, for de skiller fårene fra bukkene. Man kan selvfølgelig bremse lige så sent som på en almindelig bane, men her er konsekvenserne bare større, hvis det ikke lykkes for dig…”
Classic Race Viborg Læs mere om: Kenneth JensenMagnus MadsenNicholai M. SørensenTheodor JensenViborg (Gadeløb)24/05/26 - Viborg (Gadeløb) - Classic Race Viborg24/05/26 - Viborg (Gadeløb) - Legends Car Cup |