Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Rally Sprint

”Hellere tabe et sekund end at smadre en fælg”

Rally Sprint 
13/05/26 

Det blev også til en generalsejr i den anden Porsche-start, da Ib Kragh og co-driver Bo Mølgaard søndag deltog i Motorsportshop Rallysprint i Ringe. Løbet var første afdeling af Danmarksmesterskabet i rallysprint, og – som de fleste rallysprints – foregik det over fire heats. Porsche-parret vandt de to af dem.
 

”De to første heats køres i den ene retning, de to næste i den anden retning, og her må jeg nok konstatere, at forløbet af hastighedsprøven til de to første heats passede mig bedst,” indrømmer Ib Kragh.

”I de to sidste heats var der kommet en chikane mere ind på hastighedsprøven. Her skulle vi bremse fra fuld fart, og ja, jeg er ikke helt dus med ABS-systemet i Porschen. Samtidig var der en række høje kantsten, så jeg kørte lidt ud fra en tankegang om hellere at tabe et sekund pr. heat end at smadre en fælg.”


Det blev til sejr i to af de fire heats for Ib Kragh og Bo Mølgaard.
(Foto: Allan Christiansen)

Samlet vandt Ib Kragh og Bo Mølgaard de fire heats med 7,7 sekunder. De to heatsejre blev sikret med forspring på henholdsvis 4,0 og 0,9 sekunder, mens Porsche-parret måtte se sig slået med 5,2 sekunder af Tommy Jensen i dennes BMW M3 E30.

”I det heat kom Tommy på banen lige efter mig, og han kunne bruge mig som hare. Har man en kører, man kan jagte, så ved jeg fra mig selv, at man godt kan yde lidt mere,” siger Ib Kragh, der for anden gang var til start i Motorsportshop Rallysprint, som han også vandt sidste år. ”Det er et supergodt arrangement med en udfordrende hastighedsprøve og gode rammer for løbet.”

Søndagens løb var det andet af de tre rallysprints, som skal forberede Ib Kragh på sin debut med sin Porschen 911 GT3 Cup i Dansk Super Rally.

”Den 30. maj skal jeg deltage i Rally Kjellerup. Det er det første egentlige rally med Porschen, hvor jeg skal køre med den på afspærret offentlig vej. Det bliver noget helt andet, men i pinsen tager vi endnu et rallysprint – anden afdeling af DM i Avedøre – for at forberede os yderligere,” siger rallykøreren fra Juelsminde.

”Mit trofaste servicemandskab har brugt masser af timer – ligesom jeg – på at lære bilen at kende og finde ud af de forskellige justeringsmuligheder. Bilen kører supergodt og reagerer godt på indstillingerne på støddæmperne. Men der er stadig meget tilvænning og tilpasning. Jeg skal have undersøgt mulighederne for en tandstang med en anden gearing. Min gamle Hyundai drejede meget mere end Porschen gør med det samme ratudsving.”

IK Motorsport


Læs mere om:
  • Ib Kragh
  • Ringe
  • 10/05/26 - Ringe - Rally Sprint - DM
  •