Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Formel 4

Drømmestart til David Walther: Dobbeltpodie på Misano World Circuit

Formel 4 
12/05/26 

18-årige David Walther var weekendens helt store overraskelse i sæsonåbneren af Italian F4 Championship, og indtog podiet hele to gange.
 


(Foto: Maffi Racing)

Det var ikke umiddelbart planen, at Walther skulle stille til start i første afdeling af det italienske Formel 4-mesterskab, men få dage inden sæsonstart faldt brikkerne på plads med det sidste sponsorat, og muligheden bød sig for det danske talent.

“Det har været en vild weekend på alle parametre! Jeg havde ikke regnet med at stille til start, og det hele gik lige pludselig meget hurtigt. Normalt tester hele feltet en masse på banen op til løbet, men da jeg ikke havde regnet med at skulle afsted, ankom jeg langt mere uforberedt end alle mine konkurrenter. Derfor føles det også ekstra stort at klare det så godt, som jeg gjorde,” lyder det fra en tilfreds David Walther efter første afdeling af mesterskabet.

David Walther fra Dragør var til start for Maffi Racing, som han også kører F4 CEZ Championship med - og endda fører. Det var en helt unik løbsweekend, da det både var Walthers og teamets første podieplaceringer i Italian F4 Championship, som uden tvivl er en af verdens hårdeste Formel 4-serier.

Efter minimal træning på Misano-banen, blev Walther sendt ud i qualifying om fredagen, hvor han leverede en samlet femteplads ud af et rekord stort felt på næsten 50 kørere.

“Det var en virkelig god qualifying, jeg havde. Jeg har aldrig haft et så godt kvalifikationsresultat i serien, men det er virkelig noget, jeg har kæmpet for, og endelig lykkedes det,” fortæller David Walther.


(Foto: Maffi Racing)

I race 1, som blev kørt lørdag, fokuserede Walther og teamet på den tilvænning, som det kræver at køre med i den helt gode ende af feltet blandt de absolutte topteams.

“Jeg fik en fin start, og følte mig det samme hjemme. Dog vidste jeg godt, at det ville blive et svært løb, da jeg, i modsætning til alle andre, havde valgt at gemme den gode dækstrategi til race 2. Løbet sluttede jeg på en godkendt syvendeplads, og jeg kunne helt klart mærke, at der var meget mere at komme efter.”

Med en tredjeplads i søndagens race 2, må man i den grad sige, at der var mere at komme efter for David Walther. Løbet startede han fra en fjerdeplads, og leverede en stærk start. Speeden var der til at følge med i toppen af feltet, og Walther kørte over målstregen som treer.

“Der havde jeg lidt tårer i øjnene, da jeg passerede det ternede flag og var på vej i pit. Det var mit og teamets første podie i det italienske Formel 4-mesterskab, og vi var alle helt oppe og køre over det,” fortæller han.

Til finaleløbet var der usikkerhed omkring vejrforholdet, og Walther og Maffi Racing viste sig at have taget en klog beslutning ved at starte på slicks-dæk frem for regnvejrsdæk.

“Jeg fik en virkelig god start fra en P5, og allerede efter første sving var jeg forbi fireren. Jeg ramte så et vådt spot på banen og røg en placering ned, men endte med at kæmpe mig helt frem til tredjepladsen. Herfra fik jeg kørt mig godt op til de to forreste biler, og på sidste omgang lå jeg lige i hælene af toeren,” siger David Walther, som kun manglede en enkelt omgang for at snuppe andenpladsen.


(Foto: Maffi Racing)

Som følge af den succesfulde præstation har David Walther fået muligheden for at deltage i næste afdeling af det italienske Formel 4-mesterskab, hvilket finder sted allerede i næste uge - på Vallelunga Circuit. Mesterskabet består af yderligere fem afdelinger, og for at Walther skal kunne deltage i disse, er der brug for økonomisk opbakning i form af sponsorater.

waltherracing.dk

Amanda Gravlund