Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Bil nyt

Sætter rekord på Nürburgring: Manthey Kit til Porsche Taycan Turbo GT

Bil nyt 
08/05/26 

Det første Manthey Kit til en elektrisk Porsche løfter Taycan Turbo GT til et endnu højere performanceniveau – og sætter ny omgangsrekord på Nürburgring Nordschleife.
 


(Foto: Porsche AG)

Et Manthey Kit er allerede en eftertragtet opgradering blandt Porsche-kendere med hang til banekørsel. Men hvad der tidligere har været forbeholdt GT3-modeller fra 911-programmet, introduceres nu også til Taycan Turbo GT og gør den elektriske performancemodel endnu skarpere på flere parametre. Endnu en gang er det et samarbejde mellem Porsches ingeniører på udviklingscenteret i Weissach og Manthey Racing i Meuspath – fabrikkens eget motorsportsteam – som står bag det nye kit.


(Foto: Porsche AG)

Det nye Manthey Kit, som kan bestilles og eftermonteres på både nye og allerede leverede Taycan Turbo GT-modeller med Weissach-pakke, omfatter en række opgraderinger af både aerodynamik, undervogn og drivlinje. Kittet, som er udviklet specifikt til banekørsel, gør den elektriske Porsche så effektiv, at et eksemplar med Porsches mangeårige testkører Lars Kern bag rattet har sat ny rekord på en af verdens mest udfordrende racerbaner.

Ny rekord på Nürburgring
Med en omgangstid på 6:55,533 minutter er Porsche Taycan Turbo GT med Weissach-pakke og Manthey Kit nu den hurtigste elektriske premium-bil rundt på den mere end 20 kilometer lange Nürburgring Nordschleife. Omgangstiden er mere end ni sekunder hurtigere end den tidligere rekord – og samtidig har Kern forbedret sin egen rekord fra oktober 2023 – sat i en standard Taycan Turbo GT med Weissach-pakke – med 12 sekunder. Den nye rekordtid blev verificeret af en notar, som var til stede på banen.

“Med det nye Manthey Kit tilbyder vi en unik opgradering til Porsche Taycan Turbo GT med Weissach-pakke. Det stærke projektteam fra Manthey og Porsche er lykkedes med at overføre Mantheys motorsports-DNA til et kit til elektriske biler. Resultatet er en imponerende ny Nordschleife-rekord,” siger Model Line Vice President hos Porsche AG, Kevin Giek. Kittet byder på øget aerodynamisk downforce, en endnu stærkere drivlinje og en modificeret undervogn. Bilens dynamiske systemer er blevet genkalibreret, og bilen ruller på særligt udviklede 21-tommers letvægtsfælge, som samlet er tre kilo lettere end standardhjulene, og som desuden er monteret med specialudviklede trackday-dæk fra Pirelli.


(Foto: Porsche AG)

“Det nye Manthey Kit forvandler Taycan Turbo GT med Weissach-pakke til det ultimative trackday-værktøj. På Nordschleife mærker man tydeligt, hvor meget mere stabilitet og selvtillid bilen giver i hurtige sektioner og under opbremsning. Takket være den markant forbedrede aerodynamik, dæk med endnu højere performance og øget overboost-effekt, som er tilgængelig med et tryk på en knap, lykkedes det os at slå vores tidligere bedste tider,” forklarer udviklings- og testkører hos Porsche AG, Lars Kern.

Mere downforce giver højere performance
Kernen i det nye Manthey Kit er en omfattende aerodynamisk pakke, som øger bilens downforce til mere end tre gange niveauet i forhold til en standard Taycan Turbo GT med Weissach-pakke. Ved en hastighed på 200 kilometer i timen er den samlede downforce således øget fra 95 til 310 kilo. Og ved topfarten, som er hævet fra 305 til 310 km/t, genererer Taycan Turbo GT med Manthey Kit cirka 740 kilo samlet downforce, hvilket giver markant mere greb og muliggør højere hastigheder gennem hurtige sving.

De mest markante aerodynamiske komponenter tæller en ny bagvinge med større endeplader, optimeret front- og bagdiffuser med forlængede finner. Derudover bidrager særlige aeroskiver i kulfiber, som dækker baghjulene, til at forbedre den aerodynamiske effektivitet. Samtidig kan både bagvingen og frontsplitteren justeres, afhængigt af om der ønskes høj eller lav grad af downforce.

Drivlinje og undervogn optimeret til banekørsel
For første gang omfatter et Manthey Kit også ændringer af selve drivlinjen. Optimeringer af bilens højvoltsbatteri, styreenhed og inverter gør det muligt at øge distribueringen af strøm under kørsel fra 1.100 til 1.300 ampere. Dermed stiger den samlede basiseffekt med 27 hestekræfter til 816 hestekræfter. Med Attack Mode-funktionen, som blandt andet kan aktiveres via den højre paddel bag rattet, frigives yderligere 177 hestekræfter i op til 10 sekunder, hvilket løfter den samlede effekt til 993 hestekræfter – og med Launch Control og overboost stiger effekten yderligere til hele 1.034 hestekræfter og 1.270 Newtonmeter.


(Foto: Porsche AG)

En specialudviklet opsætning af Porsche Active Ride, baghjulsstyring og firehjulstræk forbedrer markant bilens styrepræcision, greb og dynamik. Derudover omfatter pakken også et opgraderet bremsesystem med større bremseskiver – 440 millimeter foran og 410 millimeter bagtil – kombineret med særligt effektive performance-bremseklodser.

Det nye Manthey Kit markeres desuden visuelt af en række komponenter i lakeret kulfiber, herunder luftudtag over og under hjulkasserne, markante skærmforøgere for og bag samt bredere sideskørter.

Det nye Manthey Kit fås som eftermontering til både nye og allerede leverede udgaver af Porsche Taycan Turbo GT med Weissach-pakke. Kittet forhandles hos Porsche Center København og Porsche Center Aarhus, som er certificeret til at montere originalt udstyr fra Manthey.

Porsche Danmark