 (Foto: Formula Racing)
Conrad Laursen skal endnu en gang prøve kræfter med verdens mest ikoniske sportsvognsløb. Den 19-årige dansker er blevet udvalgt af schweiziske Kessel Racing til årets udgave af 24-timersløbet på Le Mans, hvor han stiller op i GT3-klassen i en Ferrari 296 GT3 sammen med japanske Takeshi Kimura og brasilianske Daniel Serra.
 (Foto: European Le Mans Series)
Dermed får Laursen plads i et særdeles stærkt og rutineret line-up. Ferrari-fabrikskøreren Serra har gennem en lang karriere markeret sig som en af det italienske mærkes mest succesfulde GT-profiler med blandt andet to klassesejre på Le Mans, en GT-sejr i det amerikanske 24-timersløb på Daytona samt flere sejre og podieplaceringer i FIA World Endurance Championship, mens Kimura er blandt tidens stærkeste bronzekørere med titler i både Asian Le Mans Series og GT World Challenge Asia.
For Conrad Laursen bliver det samtidig et gensyn med den franske klassiker, hvor han debuterede som 18-årig i 2024. Her imponerede danskeren som den yngste kører på startlisten blandt andet ved at sætte løbets hurtigste omgangstid i GT3-klassen.
 (Foto: Xynamic)
– Jeg er enormt glad og stolt over at blive valgt til opgaven. Det er et stærkt line-up med Kimura-san, som er en af tidens mest erfarne bronzekørere, mens Daniel Serra uden tvivl er en af de dygtigste og mest succesfulde Ferrari-kørere gennem tiden. Jeg ser virkelig frem til at komme tilbage til Le Mans igen – det er et løb, som ikke måler sig med noget andet, siger Conrad Laursen.
At Kessel Racing nu giver Laursen en plads i årets Le Mans-lineup kommer heller ikke ud af ingenting. Sidste år var danskeren med til at sikre Ferrari-teamet en sejr i 24-timersløbet på Spa-Francorchamps – et af verdens største GT3-løb – hvilket yderligere understregede Laursens potentiale i international sportsvognsracing.
 (Foto: Kessel Racing)
– At kunne køre Le Mans med et stærkt Ferrari-team som Kessel gør kun det hele endnu bedre. Stor tak til hele holdet for at tage mig med. Og så håber jeg, at vi kan være med til at kæmpe for podiepladserne, lyder det fra danskeren.
Årets udgave af 24-timersløbet på Le Mans – det 94. i rækken – afvikles den 13.-14. juni på Circuit de la Sarthe, mens forberedelserne officielt skydes i gang med den traditionsrige testdag den 7. juni.
Carlos Communication Nikolaj Karlshøj Læs mere om: Conrad LaursenLe Mans14/06/26 - Le Mans - FIA WEC - FIA VM |