 (Foto: Stine Schjøtler / Selected Car Group)
Når den nye Super GT-sæson flages i gang i den kommende weekend, er det med et af feltets mest ambitiøse teams på gridden. Selected Car Racing – det tidligere RaceGroup – går ind til sæsonen med en stærk duo og en klar målsætning om at kæmpe med om titlerne i kongeklassen af dansk motorsport.
Hen over vinteren er den forsvarende mester Martin Andersen hentet ind som ny kører og udgør sammen med 19-årige Simon Seiersen en slagkraftig kombination af rutine og talent.
”Det er helt klart målet at genvinde titlen, og det er også vores mål at tage teammesterskabet. Mit første indtryk af teamet er virkelig godt. Vi fungerer godt sammen og har med det samme fundet hinanden, så jeg er utrolig spændt på at komme i gang med sæsonen,” siger Martin Andersen.
 (Foto: Stine Schjøtler / Selected Car Group)
For Simon Seiersen, der går ind til sin fjerde sæson i Super GT, bliver samarbejdet med Andersen en vigtig brik i jagten på at tage det næste skridt i karrieren. Efter en ottendeplads i 2025 er ambitionen nu en placering i top-3.
”Jeg skal lære alt, hvad jeg kan af Martin. Den måde, han angriber en løbsweekend på, skal jeg forsøge at kopiere. Han er rigtig god til at sætte en hel weekend sammen, hvor han præsterer på et højt niveau i både kvalifikationen og de tre heats. Netop den stabilitet har jeg manglet, så der skal jeg forbedre mig i år,” siger Simon Seiersen.
Netop stabilitet og evnen til at samle point bliver afgørende i en sæson, hvor konkurrencen ser skarpere ud end længe.
 (Foto: Stine Schjøtler / Selected Car Group)
”Det er et skarpt felt. Kasper H. Jensen er kommet til fra TCR sammen med nogle unge talenter, så jeg tror det bliver en sæson, hvor vi vil se mange forskellige heat-vindere. Derfor skal der køres med hovedet, så vi får mange point med hjem hver gang,” siger Martin Andersen.
Hos teamchef Henrik Lundgaard er der stor tro på, at teamet har ramt den rigtige sammensætning til at kæmpe med helt fremme. Kombinationen af erfaring og udviklingspotentiale er central i strategien.
”Martin har den helt rigtige kombination af erfaring og sult efter at skabe resultater. Han arbejder struktureret og har de seneste sæsoner vist en fabelagtig evne til at holde overblikket under løbene. Det giver point på kontoen, og det er vejen til at vinde titler,” siger Henrik Lundgaard.
Samtidig peger han på, at Simon Seiersen allerede har opbygget en solid erfaring trods sin unge alder, og at næste skridt nu handler om at omsætte det til topresultater.
”Simon har faktisk stor erfaring i forhold til hans alder. Den skal vi have vekslet til topresultater i den kommende sæson. Der kan altid komme udfald, men der skal være færre af dem, og netop det kommer vi til at arbejde meget målrettet med i år,” siger Henrik Lundgaard.
Sæsonen første løb køres på Padborg Park i den kommende weekend.
Selected Car Racing Læs mere om: Henrik LundgaardMartin AndersenSimon SeiersenPadborg Park26/04/26 - Padborg Park - Super GT Danmark |