 (Foto: Team Spirit Racing)
Spirende talent møder solid rutine, når Mathias Villadsen i 2026-sæsonen teamer op med Le Mans-vinder og mangeårig fabrikskører Jan Magnussen. Sammen skal de repræsentere danske Team Spirit Racing med italienske Gino Motorsport som teknisk partner i en BMW M4 GT3 – med klare ambitioner om at kæmpe med i toppen.
 (Foto: Team Spirit Racing)
Partnerskabet mellem de to danskere begyndte i 2025. Efter tre sæsoner i den danske DS3 Cup tog Villadsen springet til international GT4-racing i Italien, hvor et tilfældigt møde med Magnussen udviklede sig til et tæt samarbejde. Fra en udfordrende sæsonstart med en DNF i debutløbet formåede Villadsen med Magnussens coaching at vende udviklingen og sluttede sæsonen med en løbssejr.
– Det er en drøm, der går i opfyldelse. Jan er en fantastisk coach med enorm erfaring og en imponerende mængde viden – hans historie taler jo for sig selv. Samtidig er han meget teknisk og detaljeorienteret, og jeg har nemt ved at omsætte hans input i praksis. Derudover er han også bare et virkelig rart menneske at arbejde sammen med, siger Mathias Villadsen.
 (Foto: Team Spirit Racing)
For Jan Magnussen er samarbejdet med den 29-årige Villadsen et bevidst valg – og et projekt med stort potentiale for den talentfulde dansker.
– Mathias er et af de sjældne motorsportstalenter, som måske er startet lidt senere end mange andre, men som til gengæld formår at udvikle sig imponerende hurtigt. Han har en modenhed og en evne til at tænke rationelt, også under pres, hvilket er en klar fordel i langdistanceracing, hvor det handler om at bygge et løb og en sæson op og ikke satse det hele i første sving, siger Jan Magnussen.
 (Foto: Team Spirit Racing)
I sæsonens fire Endurance-afdelinger deler Villadsen og Magnussen bilen, mens Villadsen i Sprint-afdelingerne er alene bag rattet med Magnussen i en aktiv rolle som coach fra sidelinjen. Kombinationen af erfaring og udviklingsfokus er central i projektet, hvor målsætningen rækker ud over det italienske mesterskab.
– Mit mål er, at det her skal udvikle sig til et sæde i FIA World Endurance Championship og på sigt 24-timersløbet i Le Mans. Det er klart drømmen. Med Jan som både coach og teamkammerat har vi et stærkt fundament for at nå dertil, mens det naturligvis også afhænger af min egen udvikling, og at jeg fortsætter med at tage de rigtige skridt, siger Mathias Villadsen.
 (Foto: Team Spirit Racing)
Campionato Italiano Gran Turismo byder i 2026 på en varieret kalender med både sprint- og langdistanceløb på nogle af Europas mest ikoniske baner. Mesterskabet består af fire sprintafdelinger med to løb á 50 minutter samt fire enduranceafdelinger med løb over tre timer.
Sæsonen indledes i den kommende weekend på Imola og byder desuden på løb på Misano, Vallelunga, Mugello og Monza, hvilket sikrer en alsidig blanding af højhastighedsbaner og mere teknisk krævende layouts.
 (Foto: Team Spirit Racing)
Første afdeling af Campionato Italiano Gran Turismo skydes i gang på Imola lørdag den 25. april, hvor sæsonens første sprintløb flages grønt klokken 15.00. Andet løb afvikles søndag den 26. april klokken 14.00. Begge løb kan streames live på YouTube.
Campionato Italiano Gran Turismo 2026
24.-26. april – Imola (Sprint)
8.-10. maj – Misano (Endurance)
22.-24. maj – Vallelunga (Sprint)
19.-21. juni – Monza (Endurance)
24.-26. juli – Mugello (Sprint)
4.-6. september – Imola (Endurance)
9.-11. oktober – Monza (Sprint)
30. oktober-1. november – Mugello (Endurance)
Carlos Communication Nikolaj Karlshøj Læs mere om: Jan MagnussenImola |