 (Foto: Grippo)
Den østjyske racerkører er tilbage i mærkeklassen efter tre sæsoner i Legend Cars Cup og ser frem til at genoptage det tætte race som han husker fra tidligere.
"Jeg har flere gange gået og joket lidt med Jakob (Sevel, red.) om at jeg ikke var helt færdig med DS3 Cup - der skulle bare nogle flere deltagere til start, så der var flere at kæmpe mod. Det må man sige at der er kommet, så da Jakob pludselig var ved at købe en bil, tog jeg en hurtig beslutning", siger Nicolai Baltzer Jensen, som ved et tilfælde endte med at købe sin gamle DS3 Cup-racer tilbage.
"Den stod ovre hos Normann-familien på Sjælland, og samme dag jeg hentede den, fortalte Facebook mig, at det var fire år siden, jeg testkørte den første gang på Padborg Park. Det er da lidt pudsigt", siger horsensianeren, som er ved at forberede de sidste ting inden sæsonstart.
 (Foto: Grippo)
Og forberedelser er der nok af, for ved siden af sin egen deltagelse i DS3 Cup kommer hans egen Legend Cars Cup-racer også på banen - bare med en anden kører bag rattet:
"Jeg har altid tænkt, at hvis der kom en hurtig kører og gerne ville have min plads, så skulle vedkommende have lov. Og så ringede Niels Kristian Aarhus og spurgte om mulighederne - det er så endt med, at vi hjælper ham i gang med Legend-klassen som del af vores team", siger Nicolai, der får travlt i den kombinerede rolle som teamchef og racerkører.
"Jeg er mega spændt på at have en anden kører bag rattet i min bil, men det er spændende, og jeg glæder mig til begge dele. Det har taget lidt fokus fra mit eget, så jeg har ikke nået andet end at montere mit eget sæde i DS3'eren, og testkørsel bliver på lørdag når vi kører på banen til træningen", griner Nicolai Baltzer Jensen, som også har afmålte forventninger - i hvert fald til at starte med:
"Lad os lige se tiden an. Der er nogle ret vilde navne med, både unge og gamle, så til en start går jeg efter Trophy-mesterskabet for de gamle racerkørere. Så må vi se, om jeg kan gøre mig gældende i det generelle også", siger han.
Sæsonen starter i den kommende weekend på Padborg Park, hvor DS3 Cup i år er fast del af Danish Supercar League, som samler toppen af dansk banesport til actionfyldte race weekends med smæk for skillingen og noget for både unge og ældre.
DS3 Cup
Kim Gripping Læs mere om: Nicolai BaltzerPadborg Park26/04/26 - Padborg Park - DS3 Cup |