 (Foto: Grippo)
15 deltagere var klar til en weekend med racerløb og højt humør på Sturup Raceway, hvor en del af kørerne tog forskud på festlighederne allerede torsdag og fredag, hvor der blev trænet lystigt på den skånske bane.
Som en ekstra bonus - eller udfordring - blev det forud for weekenden vedtaget, at Sturup-weekenden grundet ledig banetid blev en dobbeltafdeling med hele fire løb på hver én times varighed. Det fik flere til at lægge sig i selen for at jagte gode resultater.
 Der blev kæmpet om placeringerne fra start til slut. (Foto: Grippo)
Lørdag morgen gik det løs for alvor, og her gav Dian Racing sig selv det bedst tænkelige udgangspunkt på weekendens fire løb - pole position foran unge Sebastian Kiilerich, der må siges at komme stærkt fra start i sin debutweekend. Tempoet var højt og konkurrencen tæt, så forventningerne til de fire timers ræs var i top.
Og med rette. Der var i alle weekendens fire løb så tætte kampe fra top til bund i feltet, at det ville kræve en større bogudgivelse at opsummere weekendens løb fyldestgørende. Dian Racing stak i de tre første heat af fra konkurrenterne og så sig aldrig rigtigt tilbage på vej mod heatsejrene.
Først i fjerde og sidste heat satte de tempoet ned - under påskud af at ville spare på dækkene, minimere fejlrisiko og alverdens andre undskyldninger. Det udnyttede Daniel Genz til at køre sig først over målstregen - blot for at miste sejren efter at have misset minimumstiden for det obligatoriske pitstop. Det var han ikke den eneste, som havde præsteret, og i en kort stund kunne man opleve kunsten at græde i kor, da syv deltagere fik større eller mindre tidsstraffe for at være lige hurtige nok på aftrækkeren.
 Det var ikke blot til ære for kameraet - der blev kørt tæt race i samtlige fire timers racerløb på Sturup Raceway. (Foto: Grippo)
Dermed blev Dian Racings to gæve svende noteret for endnu en sejr og har nu bragt sig i solid føring af mesterskabet. Og med endnu en banerekord føjet til samlingen sidder de nu på alle banerekorder i C1 Scandinavia. Det får dem nok næppe til at blive væk fra banerne, så mon ikke konkurrenterne går i træning inden sæsonen genoptages...
Debutanterne blandede sig
Flere nye navne stod på deltagerlisten til årets første løb. Blandt andet Sebastian Kiilerich, som hurtigt var oppe i fart og kørte næstbedste tid i kvalifikationen. Med en andenplads i tredje heat efterlod han ingen tvivl om, at han kan blive en topkører i feltet.
Sidste års mester, Kaj Jazukevicius, delte i weekenden sin bil med Sebastian Laborn, som også hurtigt fik farten i vejret på den mesterskabsvindende C1'er. For Murat Koco gik det også forrygende indtil søndagens første heat, hvor kontakt med Rasmus Larsen betød, at debutantens weekend sluttede i autoværnet med en bulet bil.
Også Mikkel Obel, som har masser af erfaringer fra andre løbsserier, fik en smagsprøve på hvad en C1-racer kan. Han kørte fire solide løb og så ud til at have nydt hvert et sving rundt på Sturup Raceways kringlede anlæg.
 Sebastian Kiilerich blev weekendens bedste debutant med en andenplads som bedste placering. (Foto: Grippo)
Næste løb i C1 Scandinavia er under mere hjemlige himmelstrøg. I maj måned er klassen tilbage på gaderne til Classic Race Viborg, hvor publikum sidste år blev underholdt af de små racere, der kørte tæt og spændende racerløb i verdens første gadeløb for C1-racere.
C1 Scandinavia
Kim Gripping Læs mere om: Sturup Raceway19/04/26 - Sturup Raceway - C1 Scandinavia |