Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

World Endurance Championship

Kevin Magnussen og BMW klar til WEC-sæsonpremiere på Imola

FIA WEC 
17/04/26 

World Endurance ChampionshipKevin Magnussen ser frem til at åbne VM-sæsonen og vende tilbage til Imola, hvor den danske BMW-fabrikskører sidste år var med i kampen om podiet.
 


(Foto: BMW M Motorsport)

Efter en ufrivillig lang vinterpause er Kevin Magnussen og resten af BMW M Motorsport klar til 2026-udgaven af FIA World Endurance Championship. Den oprindelige sæsonåbner skulle have været kørt i Qatar i marts, men blev udsat som følge af konflikten i Mellemøsten. Dermed er det italienske VM-løb blevet første afdeling af årets mesterskab.


(Foto: BMW M Motorsport)

Kevin Magnussen stiller op i samme lineup som sidste år og skal således dele sin BMW M Hybrid V8 #15 med Dries Vanthoor og Raffaele Marciello. I Imola bliver det dog kun Magnussen og Marciello, som skal løse opgaven, da Vanthoor er forhindret på grund af IMSA-løbet i Long Beach.

Imola er samtidig en bane, som Kevin Magnussen allerede har gode erfaringer med fra sidste sæson. Den tidligere Formel 1-kører startede sidste års VM-løb og afleverede bilen på en tredjeplads, mens BMW M Team WRT længe lignede en kandidat til en podieplacering. Et teknisk problem i slutfasen sendte dog holdet ud af kampen om podiet, og teamet måtte i stedet nøjes med en sjetteplads.


(Foto: BMW M Motorsport)

– Imola er en teknisk tricky bane, hvor det er svært at overhale, så det handler meget om at få det maksimale ud af kvalifikationen og de første stint. Sidste år havde vi et stærkt løb og var med helt fremme, indtil vi desværre blev ramt af et problem og måtte nøjes med en sjetteplads, lyder det fra Kevin Magnussen.

Fabriksholdets BMW M Hybrid V8 har allerede været i aktion tidligere på året, hvor Magnussens teamkammerater i søsterbil sikrede en podieplacering i 24-timersløbet på Daytona. Forberedelserne til VM-premieren begyndte tidligere på ugen med den officielle prolog på Imola, som blev afviklet under vanskelige forhold med køligt vejr, vekslende regn og tørvejr samt et teknisk problem på Magnussens bil. På trods af udfordringerne fik BMW M Team WRT samlet værdifulde data, som nu analyseres forud for løbsweekenden.


(Foto: BMW M Motorsport)

– Vi fik kørt en del omgange under prologen – både i regnvejr og på tør bane – og jeg har indtryk af, at vi lærte meget og fik samlet vigtig information til weekenden. Det er stadig svært at sige præcist, hvor vi står efter testen, men Ferrari ser ret stærke ud. Bortset fra dem føler jeg dog, at vi er godt med, tilføjer danskeren.

Magnussen og Marciello skal i den kommende weekend kæmpe mod et stærkt felt i Hypercar-klassen, som i år tæller 16 biler. Ud over de etablerede konkurrenter fra Ferrari, Cadillac, Toyota, Porsche, Peugeot og Aston Martin bliver der også debut til et nyt fabriksteam fra koreanske Genesis.


(Foto: BMW M Motorsport)

Første afdeling af årets FIA World Endurance Championship på Imola Circuit skydes i gang med kvalifikation lørdag den 18. april, mens det seks timer lange løb flages grønt søndag den 19. april klokken 13.00. Løbet kan følges live på TV 2 Play, Eurosport eller FIA WEC TV.


(Foto: BMW M Motorsport)

Carlos Communication
Nikolaj Karlshøj

Læs mere om:
  • Kevin Magnussen
  • Imola
  • 19/04/26 - Imola - FIA WEC - FIA VM
  •