 Mikkel Gaarde Pedersen i centrum øverst på podiet flankeret af Jose Fernandes Cautela og Alvise Rodella (Foto: JJ Media)
”Det kan man ikke brokke sig over,” kommer det typisk underspillet fra den 17-årige sønderjyde. ”Jeg er selvfølgelig glad. Jeg havde ikke de store forventninger til løbet i Le Mans Cuppen, og jeg havde ikke regnet med at vinde med dårlige dæk i ELMS-løbet.”
I begge løb på den spanske racerbane stillede han op for Rinaldi Racing, men i to forskellige Ligier JS P3 25-racere med forskellige teamkammerater.
”Jeg startede med Le Mans Cup om lørdagen. Heldigvis kom der en del safety car, så min teamkammerat – der er bronzekører – kunne holde sig på samme omgang som den førende,” fortæller Mikkel Gaarde Pedersen. ”Da jeg kom i bilen for at køre den til mål, havde de førende fået 20 sekunders forspring. Pacen var god, men efter seks omgange knækkede noget på bilen, så det var svært at dreje til højre. Jeg var lige kommet i top 3 og troede, at podiemuligheden var væk. Jeg fik sparet mine dæk, og det lykkedes mig at komme op og blive toer. Jeg var ved at indhente vinderen, da løbet var slut.”
 Trods et defekt forhjulsophæng kørte Mikkel Gaarde Pedersen en andenplads hjem i Le Mans Cuppen
Weekendens hovedfokus var sæsonpremieren i European Le Mans Series, hvor den sønderjyske teenager imidlertid fik en dårlig start på løbsweekenden.
”Jeg lavede en dum fejl om fredagen, da jeg spandt i kvallen med knap 200 km/t. Det sæt dæk, jeg kørte på, duede ikke mere. Vi havde derfor kun to gode sæt tilbage til løbet,” indrømmer han.
”Vores bronzekører gjorde det godt, og teamet valgte en god strategi med pitstoppene. Sølvkøreren var kun 15 sekunder efter, da han afleverede bilen til mig til det sidste stint, men vi skulle heldigvis kun have et kort pitstop. Jeg havde et forspring på 25 sekunder, men vi havde ikke nye dæk, så det var hårdt, når de andre kørere kom på banen med nye dæk. Nye dæk giver halvandet til to sekunder pr. omgang, så jeg var ikke optimistisk. Det gjaldt om at holde hovedet koldt og komme godt igennem trafikken, men jeg vandt med 13 sekunder.”
”Det var ikke kun mig, der vandt. Det var hele teamet. Der blev lagt en god strategi, og så leverede vi alle tre kørere en god indsat i vores stints.”
GP Racing
Læs mere om: Mikkel Gaarde PedersenCircuit de Catalunya12/04/26 - Circuit de Catalunya - ELMS |