| Løbet lørdag aften endte med en ottendeplads, som først og fremmest kastede værdifulde erfaringer af sig. Men når man starter ud i Michelin Le Mans Cups øverste klasse LMP3 Pro/Pro, der rangerer lige under den store sportsvognsserie European Le Mans Series - så er det en absolut godkendt start.
 (Foto: Forestier Racing by VPS)
Sådan en start fik Sebastian Bach lørdag aften med sit nye team, Forestier Racing by VPS, da der var sæsonpremiere på den spanske Formel 1-bane, Circuit de Catalunya. Det blev en debut, der dels gav mod på meget mere - dels gav den vigtige erfaringer med i bagagen.
- Det var megafedt! Der var en stor oplevelse endelig at få lov at køre sådan et løb i de rammer. Jeg kom til løbet uden at have store sportslige forventninger, men det viste sig tidligt, at vi havde god fart i bilen og kunne sætte et fornuftigt løb sammen. Så jo, jeg tør godt skrue lidt op for mine forventninger til næste gang. Og frem for alt, så kan jeg tage en masse erfaringer med hjem, forklarer en glad Sebastian Bach på vejen hjem fra Barcelona.
 (Foto: Forestier Racing by VPS)
Netop erfaringerne er vigtige. Sebastian Bach kvalificerede bilen ind som nummer otte, og teamkollega Lucas Fecury tog starten, inden nordjyden overtog den franske bil fra 11. pladsen og kørte den frem i feltet igen. Ved det ternede flag endte det hele tilbage ved udgangspunktet - en ottendeplads - og med Sebastian Bach som bedst placerede dansker i LMP3-klassens 24 biler store felt. I øvrigt også alletiders største felt i serien:
- Der er virkelig meget nyt og mange ting at lære. Man kan godt sammenligne sig internt i teamet, og her var jeg 3/10 sekund fra min teamkollega - men hvor dette var mit allerførste løb i LMP3-raceren, så kørte han også hele sidste sæson samt vinterserien i Asien. Så jeg tager hjem en stor oplevelse rigere, og jeg føler bestemt, at udgangspunktet er godt til vores kommende løb, slår Sebastian Bach fast.
 (Foto: Forestier Racing by VPS)
Og at vise sig godt frem på den store scene er en stærk start, mener også far og manager Kenn Bach:
- En ottendeplads er bestemt godkendt i det her selskab. De andre har stor erfaring, og Sebastian er ny. Vi er her med det lange sigte på, og der var det her virkelig en god start. Sebastian får leveret et godt og velovervejet løb - og fik samtidigt passet så godt på dækkene, at han på sidste omgang kunne tage en plads fra en ellers rutineret kører, der ikke fik passet på sine. Sådan noget holder folk også øje med i den her serie, og det er bestemt også en vigtig evne at få vist frem, fortæller Kenn Bach og tilføjer:
- Det er en kæmpestor weekend og for vores fælles projekt også. Der skete alt det rigtige, Sebastian fik vist en masse kvaliteter i debuten, og jeg kan roligt sige, at vi begge glæder os til mere Le Mans Cup, afrunder han.
 (Foto: Forestier Racing by VPS)
Næste stop på kalenderen i Michelin Le Mans Cup er lørdag den 2. maj på Paul Ricard i Frankrig.
Bach Racing
Niklas Majgaard
Læs mere om: Sebastian BachCircuit de Catalunya11/04/26 - Circuit de Catalunya - Michelin Le Mans Cup |