Trods sine blot 19 år går Conrad Laursen ind til 2026-udgaven af European Le Mans Series med solid erfaring i bagagen. Danskeren har allerede tre sæsoner bag sig i det prestigefyldte FIA-mesterskab, hvor han i alt har sikret sig fire podieplaceringer i GT3- og GTE-klassen – herunder en sejr med danske Formula Racing.
 (Foto: Ferrari Media)
I sit fjerde forsøg på at sikre titlen stiller Conrad Laursen til start i samme line-up som seneste sæson og deler dermed sin Ferrari 296 GT3 fra AF Corse med Ferrari-fabrikskøreren David Rigon samt Charles-Henri Samani. Trekløveret kommer fra en 2025-sæson, hvor det blev til point i fem ud af seks løb og en placering lige uden for podiet på Imola.
– Jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang med sæsonen og være tilbage i European Le Mans Series. Det er et mesterskab og nogle baner, jeg kender rigtig godt efterhånden, og det giver et godt udgangspunkt for at bygge videre på det arbejde, vi lagde sidste år, siger Conrad Laursen.
 (Foto: Ferrari Media)
2026-udgaven af European Le Mans Series tæller seks afdelinger og byder på besøg på nogle af Europas mest legendariske racerbaner, herunder Silverstone, Imola og Spa-Francorchamps. Alle løb køres over fire timer, og kampene står mellem berømte teams med fabrikssupport fra performancemærker som Ferrari, Porsche og Aston Martin.
– Niveauet i European Le Mans Series er ekstremt højt, og der er ikke plads til fejl, hvis man vil være med fremme. Det handler om at være stabile, få gennemført løbene og hele tiden holde sig i den gode ende af feltet, for det er det, der afgør mesterskabet i sidste ende, lyder det fra danskeren.
Sæsonens første afdeling af European Le Mans Series køres søndag den 12. april på Circuit de Barcelona-Catalunya, hvor løbet flages grønt klokken 12.00. I alt stiller 47 biler på tværs af fire klasser til start i sæsonåbneren, som kan følges live via seriens officielle YouTube-kanal.
Carlos Communication Nikolaj Karlshøj Læs mere om: Conrad LaursenCircuit de Catalunya12/04/26 - Circuit de Catalunya - ELMS |