 (Foto: Lionspeed GP)
Det blev ikke den start på GT World Challenge-sæsonen, han havde håbet på – men allerede den kommende weekend får Bastian Buus mulighed for at slå tilbage. Den danske Porsche-fabrikskører kommer direkte fra første afdeling af GT World Challenge Asia på Sepang International Circuit i Malaysia, hvor weekenden – trods en stærk kvalifikation – ikke kastede point af sig.
 (Foto: Lionspeed GP)
– Det eneste, vi tog med derfra, var en poleposition. Vi scorede lige præcis nul point i løbene, hvilket selvfølgelig er skuffende og ikke den start på sæsonen, vi havde håbet på. Nu handler det imidlertid om den europæiske serie, hvor jeg kører det fulde mesterskab og derfor sætter alt ind på en god sæsonstart, siger Bastian Buus.
Buus deltog i Malaysia for Absolute Racing og skifter nu fokus til sit fulde program i GT World Challenge Europe – verdens største GT3-mesterskab – hvor han kører alle sæsonens afdelinger for Lionspeed GP. Danskeren stiller op i den hurtigste Pro-klasse, hvor han deler en Porsche 911 GT3 R med fabrikskørerne Thomas Preining og Ricardo Feller – et stærkt lineup med høje ambitioner for sæsonen.
 (Foto: Lionspeed GP)
– Det er et af de helt store mesterskaber, og det er et stykke tid siden, at Porsche sidst har vundet titlen. Vi går ind til sæsonen med et stærkt lineup og et stærkt team, og vi håber selvfølgelig, at vi kan leve op til de forventninger, der er. Det bliver vigtigt at komme godt fra start og få bygget noget momentum op fra første løb, siger Buus.
Sæsonåbningen på Paul Ricard køres over seks timer og markerer starten på en intens udholdenhedssæson med flere af årets største løb såsom 24-timersløbet på Spa-Francorchamps i juni. Den benhårde serie består af fabrikssupporterede teams fra både Porsche, Ferrari, Aston Martin, McLaren og BMW, og stabilitet er ofte afgørende i kampen om titlen.
 (Foto: Lionspeed GP)
– Det er et sekstimersløb, som starter om aftenen og fortsætter ind i mørket, så der er fuld knald på fra sæsonstarten. Vi har haft en god forberedelse med masser af test og træning, og Paul Ricard er en bane, som mange teams kender rigtig godt, så det bliver uden tvivl tæt ræs. Men det er også det, vi glæder os til, siger Bastian Buus.
Første afdeling af GT World Challenge Europe på Paul Ricard Circuit skydes i gang lørdag den 11. april klokken 18.00 og kan streames på YouTube.
Carlos Communication Nikolaj Karlshøj Læs mere om: Bastian BuusPaul Ricard12/04/26 - Paul Ricard - GT World Challenge Endurance |