”Det er virkelig stort, at jeg får min debut i IMSA-mesterskabet,” siger racerkøreren fra Struer, der skal køre for AO Racing. I starten af marts havde han på Sebring-banen i Florida en test for teamet, som bad ham om at vende tilbage til USA for at deltage i et løb for teamet.
 I den lyserøde Roxy – AO Racings Porsche 911 GT3 R Evo – deltager Mikkel O. Pedersen den 18. april i det amerikanske IMSA-løb i Long Beachs gader (Foto: AO Racing)
”Det er stort for mig. AO Racing kunne have valgt hvilken som helst anden racerkører i verden, for det er et vanvittigt team med et stort budget. Rejse og ophold bliver ikke bare betalt. Det bliver også første gang, jeg får en check med hjem for at deltage i et løb. Det kommer til at ske på fabrikskørervilkår, og det bliver dejligt at prøve.”
Selv om AO Racing blot har tre komplette sæsoner bag sig, er det et velkendt og anerkendt team i international sportsvognsracing, hvor det ikke blot har vundet mesterskaber, men også står ud fra mængden. Teamets biler bærer ikke traditionelle sponsorbemalinger, men er dekoreret ud fra karaktererne fra Steven Spielbergs Jurassic Park-filmunivers. Således skal Mikkel O. Pedersen sammen med britiske Harry King køre i teamets lyserøde Roxy – en Porsche 911 GT3 Evo.
”Det var en fantastisk test, jeg havde for teamet på Sebring i marts. Det var vildt at være sammen med et team, hvor budgettet ikke betyder noget. Dengang var der et tocifret sæt dæk til rådighed ved testen, og AO Racing råder vel over 40 mand,” siger Mikkel O. Pedersen, som ikke kender banen for sin IMSA-debut.
”Long Beach er bybane, som ligger syd for Los Angeles, og hvor der tidligere er blevet kørt Formel 1, men derudover et det begrænset, hvad jeg kender til den.”
www.mikkelopedersen.com
Læs mere om: Mikkel O. PedersenLong Beach18/04/26 - Long Beach - SportsCar Championship - Internationalt |