Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

GT World Challenge Europe

Dansk team klar til international debut

GT World
Challenge
Europe 

07/04/26 

Selected Car Racings rød-hvide Ferrari med Dannebrog på taget er klar til teamets første løb i GT World Challenge Europe. I et felt med hele 59 biler skal det rent danske team op mod internationale stjerner som Le Mans‑vinder Nicklas Nielsen og Formel 1‑køreren Lance Stroll.
 

Når GT World Challenge Europe i den kommende weekend skydes i gang på Paul Ricard-banen i Sydfrankrig, bliver det med et nyt og rent dansk team på deltagerlisten. Selected Car Racing debuterer internationalt med startnummer 71 i en rød/hvid Ferrari 296 GT3 EVO og Dannebrog på taget.


(Foto: Stine Schjøtler / Selected Car Group)

I alt 59 biler og 177 kørere er til start i mesterskabet, der beskrives som verdens hårdeste GT‑serie. Otte af dem er danskere, heriblandt Nicklas Nielsen, mens Formel 1‑køreren Lance Stroll også overraskende stiller op for Aston Martin, efter Formel 1 har aflyst to løb i april på grund af urolighederne i Mellemøsten.

Teamchef Henrik Lundgaard lægger ikke skjul på, at forventningerne er høje – selvom alt er nyt:

“I den første løbsweekend handler det meget om samspillet i teamet og om at få kørerne op på niveau. Vi skal optimere samarbejdet med AF Corse, der servicerer bilen for os, for der er altid nogle udfordringer, når et nyt team og nye kørere skal finde sammen. Vi har heldigvis alle stor erfaring, men det er naturligt, at vi bagefter vil finde ting, der kan gøres bedre.”

“Hvis vi kigger på guldklassen, så har jeg tidligere sagt, at en top‑5 ville være et super resultat. Men nu er jeg faktisk dér, hvor jeg siger, at skal jeg stå med armene over hovedet, så skal vi i top‑3. Det bliver svært, men jeg tror på, at det kan lade sig gøre, hvis alting klapper,” siger han.


(Foto: Stine Schjøtler / Selected Car Group)

Teamets Ferrari med nummer 71 er tilmeldt i guldklassen, hvor konkurrencen er benhård. GT World Challenge Europe køres med såkaldte GT3‑biler fra hele 10 forskellige bilproducenter. Bilerne er racerudgaver af Ferrari, Aston Martin og Porsches skarpeste gadebiler, og det er samme biltype, der også deltager i de to mindste klasser på Le Mans.

Mesterskabet er opdelt efter kørernes FIA‑rangeringer: Pro, Guld, Sølv og Bronze. Alle biler deltager i kampen om det samlede mesterskab, samtidig med at der køres om både løbssejre og klassemesterskaber. Alle klasser kører på banen samtidig og opnår både en samlet placering og en placering i deres egen kategori.

“Det bliver spændende at se vores fart som team, når løbet kommer i gang. Det er altid lidt vildt i starten, hvor det handler om at finde sin vej gennem feltet uden at få skrammer. Bare små skader kan koste et par tiendedele per omgang, og så har man altså ingen vinderchance,” siger teamets mest rutinerede kører, Frederik Schandorff, der fremhæver noget helt særligt ved projektet:

“Jeg tror, at der vil være en højere grad af holdfølelse end i mange andre biler, fordi hele projektet er skabt for at skabe resultater som team. Vi tre kørere skal sammen løfte det ansvar. Jeg føler virkelig, at vi er et hold og ikke tre individuelle kørere, der kæmper for egen succes. Jeg var selv med til at presse på for, at vi skulle have Dannebrog på taget – jeg synes, det er monsterfedt. Det er specielt at repræsentere Danmark som team. Jeg håber, det vil få danske fans til at bakke os op.”

29-årige Frederik Schandorff er det rutinerede anker i teamet og har derfor en mentorrolle for de unge holdkammerater Simon Birch og Malte Ebdrup på henholdsvis 19 og 20 år.

“Jeg glæder mig helt vildt. Det er det hårdeste GT‑felt i verden, og der er super mange biler. Jeg synes jo, vi er så klar, som vi kan være. Vi har været ude at teste, forberedelserne har været gode, så det bliver megaspændende at komme i gang,” siger Simon Birch.

Simon Birch har selskab af et andet dansk talent. Malte Ebdrup vandt i 2025 det danske TCR-mesterskab. Nu træder han ind på den europæiske racerscene, og overgangen fra dansk banesport til GT3‑racing i Europas største GT‑serie kræver massiv forberedelse:

“Ud over de testdage, vi har haft, har jeg forberedt mig så meget som muligt i simulatoren. Det er ikke sindssygt meget tid, jeg får i bilen inden første løb, så simulatorarbejdet betyder virkelig meget. Det er en anderledes bane med store afkørselsområder og en kæmpe langside. Jeg har testet der en gang før, så jeg glæder mig virkelig til at komme i gang.”

Sæsonens første løb i GT World Challenge Europe køres på den franske bane Paul Ricard lørdag den 11. april. Feltet slippes løb kl. 18, og løbet køres over seks timer, så det ternede flag falder ved midnat til søndag.

Selected Car Racing

Henrik Lundgaard


Læs mere om:
  • Frederik Schandorff
  • Malte Ebdrup
  • Simon Birch Kristensen
  • Paul Ricard
  • 09/04/26 - Paul Ricard - GT World Challenge Europe
  •