| Bruger man forkortelsen DTM eller nævner man bilmodellen Lotus Super Seven overfor en bilentusiast, udløser det både smil og anerkendende nik. Forkortelsen dækker over Deutsche Tourenwagen-Meisterschaft, som i slutningen af 80erne og starten af 90erne var den mest populære standardvognsserie i Europa, mens Lotus Super Seven-modellens sportslige grundprincipper trods mere end 60 år på bagen stadig lever videre den dag i dag.
Såvel den legendariske DTM-serie som Lotus Super Seven hyldes ved årets udgave af Classic Race Viborg, der afvikles den 22.-24. maj 2026.
 I 90erne - her på Nürburgring i 1991 - bød DTM-klassen på tæt race. Nu kommer en række af bilmodellerne fra den periode til Classic Race Viborg. (Foto: Morten Alstrup)
”Flere af DTM-bilerne fra dengang er blevet sat i stand, men mange entusiaster har også bygget replikaer af de modeller, man dengang brugte. Det bliver et race med bilmodeller som BMW M3 E30, Ford Sierra RS Cosworth og Mercedes 190E 2.5 Evo2, man kommer til at kunne opleve ved Classic Race Viborg, hvor vi kalder klassen for De gyldne 90ere. For det var de gyldne 90ere,” fortæller Nils Holm, direktør for Classic Race Viborg.
DTM-klassen tog sin begyndelse i 1984 med tunede standardvogne og et felt stort udelukkende bestående af tyske kørere. Siden blev klassen mere og mere international med deltagelse af professionelle kørere, herunder mange med Formel 1-baggrund, mens de førende europæiske bilfabrikker snart begyndte at udvikle specialmodeller til brug i DTM-klassen. Danske Kurt Thiim blev mester i 1986, mens Kris Nissen også har vundet løb i serien – præstationer, danske racerfans enten oplevede live på banerne eller via tv-transmissionerne fra løbene.
”Den anden nye klasse på årets program ved Classic Race Viborg har endnu længere historiske rødder. Det er Super Seven-klassen,” siger Nils Holm.
Bilerne i Super Seven-klassen er baseret på den Lotus Super Seven, som i 1957 blev sendt på markedet af den britiske ingeniør Colin Chapman, der arbejdede ud fra et mantra om at forenkle og derefter tilføje lethed. Lotus har for længst stoppet produktionen, som i stedet produceres af andre virksomheder, heriblandt racerbilsproducenter, der stadig har fokus på lav vægt og mange hestekræfter.
Der vil også være andre ældre biler på programmet ved pinsens Classic Race Viborg.
”Vi har naturligvis alle de klassiske racerbiler med på programmet, lige fra de ældste i 65-klassen over bilerne fra de efterfølgende årtier frem til de yngste af de ældste, nemlig youngtimer-klassen,” siger Nils Holm. ”I forhold til sidste år har vi valgt at ændre lidt på afviklingsformatet, således deltagerne i den såkaldte lille 71-klasse starter i deres helt egne løb.”
 De mindste biler fra 71-klassen får deres egne løb i årets Classic Race Viborg. (Foto: Classic Race Medieteam)
”Klassen op til 1.300 cm3 tæller typisk Minier, NSUer og Hillman Imp, og kører de sammen med bilerne fra den store 71-klasse, kommer de ofte til at stå i skyggen af dem. Det retter vi op på i år. Samtidig kommer bilerne fra den store 71-klasse til at køre løb sammen med bilerne fra 76-, 81- og 95-klasserne, som de hastighedsmæssigt passer bedre sammen med.”
Løbsprogrammet ved den anden udgave af Classic Race Viborg fuldendes af C1 Scandinavia, Special Saloon Car/Super GT og invitationsklassen Legend Car Cup.
Classic Race Viborg afvikles i år i pinsen. Fredag den 22. maj køres der træning og tidtagning. Lørdag den 23. maj skydes konkurrencerne i gang med de første heats i de forskellige klasser, mens finalerne køres søndag den 24. maj. Efter en hel weekend med race vil såvel racerkørere som publikum kunne bruge mandagen – der er anden pinsedag – til at hvile ud og fordøje indtrykkene.
Classic Race Viborg
Læs mere om: Viborg (Gadeløb)24/05/26 - Viborg (Gadeløb) - Classic Race Viborg |