 (Foto: Inception Racing)
Efter to gange – 2023 og 2025 – at have sluttet 12-timersløbet på Sebring lige uden for podiet, havde Frederik Schandorff og resten af holdet bag Inception Racing sat næsen op efter et trofæ i årets udgave af den amerikanske klassiker. Ulykkeligvis nåede holdet denne gang slet ikke målstregen, da danskerens teamkammerat Brendan Iribe måtte køre i garagen med en skadet bil fire timer inde i løbet.
 (Foto: Inception Racing)
Amerikaneren spandt rundt på et af banens kritiske steder og blev kort efter ramt af en prototype fra seriens hurtigste GTP-klasse. Episoden sendte den gule Ferrari direkte i garagen, hvor man på grund af omfattende skader hurtigt besluttede, at løbet var ovre for denne gang.
– Vi mødte op stærkere og mere forberedte end nogensinde, og indtil uheldet var vi rigtig godt med i toppen af feltet. Der er ikke så meget andet at sige, end at det er enormt ærgerligt, og at vi naturligvis havde håbet på noget helt andet. Heldigvis skete der ikke noget med nogen af kørerne. Kæmpe tak til hele holdet for et fantastisk arbejde. En skam, at vi ikke kunne belønne det, lyder det fra Frederik Schandorff.
 (Foto: Inception Racing)
Danskeren nåede dog igen at få vist sin fart i det benhårde IMSA-felt. Tre timer inde i løbet overtog Schandorff nemlig bilen på en femteplads i GTD-klassen og kunne efter blot ét enkelt stint aflevere den på en andenplads – og som førende i bronze-kategorien.
Mens næste afdeling af IMSA WeatherTech SportsCar Championship finder sted i Long Beach syd for Los Angeles den 18. april, skal Frederik Schandorff allerede i aktion igen den kommende weekend. Danskeren er nemlig på startlisten til premieren på GT World Challenge America på Sonoma Raceway den 29. marts, hvor han stiller op for AF Corse.
 (Foto: Inception Racing) Carlos Communication Nikolaj Karlshøj Læs mere om: Frederik SchandorffSebring19/03/26 - Sebring - SportsCar Championship - Internationalt |