 En af Sally Racings Cupra-racere skal i år køres af Kaj Jazukevicius og Noah Karlsson i MHO Danish Endurance Championship (Foto: Stumpphoto)
”Vi kommer til at deltage med mindst tre biler i hele sæsonen, og i nogle af afdelingerne indsætter vi også et par ekstra biler,” fortæller Martin Sally, teamchef for Sally Racing. Racerteamet tilbyder arrive’n’drive-løsninger for racerkørere, der ikke skal bekymre sig om klargøringen af racerbilerne, men i stedet skal sørge for at møde op til løbene med deres personlige udrustning og en gyldig racerlicens.
”De tre biler, vi allerede nu har på plads, er den Super GT-racer, som Peter Obel igen i år skal køre i, samt to af vores Cupra TCR-biler.”
Den ene af de to spanske Cupra-racerbiler skal køres af Lucas Kent, Herning, som tager en ny sæson hos Sally Racing, efter at han sidste år vandt division 2 i en Renault Clio.
”Det hele er en del af den plan, jeg lagde allerede inden sidste sæson,” fortæller Lucas Kent. ”Jeg skulle lægge forsigtigt ud i Clioen, og så rykke op i Cupraen, når jeg var klar. Og det er jeg nu.”
”Jeg havde min første test i sådan en bil sidste år i oktober, og jeg har allerede haft min første test i bilen i år, så jeg er ved at få den ind under huden. Den er godt nok teknisk set lidt mere krævende end Clio, for den straffer én noget mere, når man overkører den.”
Bilskiftet betyder også, at Lucas Kent skifter fra division 2 til division 4.
”Jeg er klar over, at konkurrencen bliver anderledes, men jeg udvikler mig også rigtig meget og er ikke i tvivl om, at jeg kan kæmpe med, hvor det gælder,” siger teenageren. ”Det giver lidt konkurrence, at Sally Racing har andre Cupraer, men det giver også noget god sparring, så jeg kan lære noget. Målet er selvfølgelig et mesterskab, men jeg tager et løb ad gangen og ser, hvad der sker. Det er drømmen at kunne kalde sig mester igen, men jeg er klar over, at der er mange, som gerne vil det.”
 Sidste år blev Lucas Kent mester i division 2 i MHO Danish Endurance Championship i en Renault Clio. Nu skifter han til division 4 og en Cupra (Foto: Stumpphoto)
De 12 løb i MHO Danish Endurance Championship varer 60 minutter, og der er midtvejs i løbene indlagt et obligatorisk pitstop. Her er der mulighed for at skifte chauffør, men man kan også hoppe tilbage i bilen og gennemføre alene. Det kommer Lucas Kent til at gøre, men det er anderledes for en af Sally Racings nye kørere, Kaj Jazukevicius, Skanderborg.
”Jeg skal også deltage i en Cupra, men jeg kommer til at dele min bil med den unge kartingkører Noah Karlsson,” fortæller Kaj Jazukevicius. Han blev sidste år mester i C1 Scandinavia, men har i år valgt både at skifte klasse og biltype. ”Begge biler er jo forhjulstrukne, men en TCR-bil som Cupraen er jo af en helt anden kaliber. Det bliver noget af et skifte med mange flere hestekræfter, men jeg glæder mig til at prøve det af.”
”Jeg føler mig i virkeligt gode hænder hos Sally Racing, for det er et team, som har masser af erfaring, og folkene ved, hvordan det hele fungerer. Jeg kunne ikke forestille mig en bedre løsning end at vælge dem til at tage mit næste skridt i min karriere.”
Sammen med fem andre løbsklasser indgår MHO Danish Endurance Championship i DEKRA Danish Supercar League-weekenderne, der vil blive streamet på YouTube-kanalen Dansk Motorsport Live. Sæsonens løbskalender ser således ud:
25.-26. april – Padborg Park
9.-10. maj – FDM Jyllandsringen
20.-21. juni – Ring Djursland
21.-23. august – FDM Jyllandsringen
4.-5. september – Padborg Park
3.-4. oktober – Padborg Park
DEKRA Danish Supercar League Læs mere om: Kaj JazukeviciusLucas KentMartin Sally PedersenNoah KarlssonPeter ObelSally RacingPadborg Park26/04/26 - Padborg Park - Danish Endurance Championship |