 (Foto: United Autosports)
Med to sejre og yderligere fire podieresultater har Mikkel Jensen en Sebring-karriere, som de fleste racerkørere må misunde. Faktisk har den 31-årige dansker aldrig forladt det benhårde og prestigefyldte 12-timersløb i Florida uden en pokal, og derfor er ambitionerne atter høje forud for årets udgave af den amerikanske klassiker.
 (Foto: United Autosports)
– Sebring er bare et af årets fedeste løb. Jeg har været på podiet hvert år siden min debut, så selvfølgelig glæder jeg mig til at vende tilbage. Banen er ikonisk med sit rå underlag af asfalt og beton, som bliver ved med at falde fra hinanden, og som gør banen mere udfordrende, som årene går, lyder det fra Mikkel Jensen.
Det er årets andet IMSA-løb for Mikkel Jensen, som startede ud på Daytona International Speedway i januar med United Autosports, hvor et uheld kort efter starten imidlertid sendte holdet ud af kampen. Jensen har også været i aktion med United Autosports i 2025/2026-udgaven af Asian Le Mans Series, hvor en samlet syvendeplads i mesterskabet heller ikke indfriede forventningerne.
 (Foto: United Autosports)
– Jeg håber, at vi kan tage revanche på Sebring, hvor min historik forhåbentlig kan bidrage til vores performance. Vores indledende test gik fint, vi har god fart i bilen og som altid høje ambitioner. Det ultimative mål er altid at vinde, men LMP2-feltet er benhårdt og ultratæt, så blot et trofæ vil være høj klasse, tilføjer danskeren.
På Sebring skal Mikkel Jensen dele sin LMP2-racer med teamkammeraterne Hunter McElrea og Phil Fayer. Trekløveret skal kæmpe mod 11 andre hold i LMP2-klassen, som er én af i alt fire klasser på den 55 biler store startliste. 12-timersløbet skydes i gang med kvalifikation fredag den 20. marts klokken 11.25 lokal tid, mens løbet flages grønt lørdag den 21. marts klokken 10.10 – det er klokken 15.10 dansk tid. Løbet transmitteres live på Viaplay.
 (Foto: United Autosports) Carlos Communication Nikolaj Karlshøj Læs mere om: Mikkel JensenSebring19/03/26 - Sebring - SportsCar Championship - Internationalt |