Efter at have vundet to danske mesterskaber på to år går turen nu videre til de internationale racerbaner. Præcis som storebror Silas er næste skridt det europæiske Lamborghini Super Trofeo-mesterskab, og den 19-årige sæbynit glæder sig til de nye udfordringer:
"Det bliver en mega spændende sæson. Da jeg vandt DEC-mesterskabet i efteråret tog vi beslytningen om at satse på Lamborghini Super Trofeo Europe, og takket være vores sponsorer er det lykkedes at få sat en god sæson sammen", siger Milan Rytter, som kommer til at gennemføre et stort træningsprogram med Oregon Team, det italienske team, som også storebror Silas skal køre for.
"Det bliver fedt at komme ud over de danske grænser og prøve kræfter med et rigtigt bæst af en racerbil. I år skal jeg lære mest muligt og bevise for mig selv og andre, at jeg kan være med på et professionelt niveau. Oregon Team er sindssygt professionelle og har 100 procent styr på opsætning af bilen, så jeg kunne ikke være i bedre hænder", siger Milan Rytter.
Selvom det primært bliver en sæson med træning på programmet, er der også planlagt deltagelse i et par løb ude i Europa. Det bliver de legendariske racerbaner, Spa-Francorchamps og Monza. Sidstnævnte er i forbindelse med Lamborghinis World Finals sidst på sæsonen.
"Det bliver en kæmpe udfordring, ikke mindst fordi jeg går fra forhjulstrukne racerbiler til en baghjulstrukket bil med dobbelt så mange hestekræfter. Konkurrenterne er benhårde, så jeg går ydmygt til opgaven og glæder mig helt vildt til at lære fra de bedste", siger Milan Rytter.
Sæsonen i Lamborghini Super Trofeo Europe starter på Circuit Paul Ricard den 10-12. april og besøger ikoniske baner som Imola, Spa-Francorchamps, Nürburgring og Barcelona inden finalen på Monza.
Rytter Motorsport Kim Gripping Læs mere om: Milan Rytter |