Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Formula Winter Series

Generalprøven bød på regnvåde udfordringer

Formula
Winter
Series 

17/03/26 

Formula Winter SeriesErik Poulsen og STEP Motorsport kæmpede sig op ad læringskurven, da de fik deres fælles debut i Formula Winter Series på Circuit de Barcelona i weekenden.
 


(Foto: Paolo Giovanni Pellegrini)

Der er stor forskel fra de skandinaviske racerbaner til toppen af europæisk formelracing. Derfor var forventningerne til weekendens deltagelse i Formula Winter Series på den spanske F1-bane også markant lavere end normalt for det danske formelteam. Fokus var ene og alene på erfaringer og læring.

Helt fra start befandt 15-årige Erik Poulsen sig på den dybe ende - nærmest bogstaveligt talt. Efter at have kørt samtlige træningspas i solskin, faldt regnen tungt over banen da kvalifikationen skulle afvikles. Uden forudgående erfaring med bilen i regnvejr var det noget af en mundfuld mod markant mere erfarne konkurrenter, og en startplacering bagerst i feltet var uundgåelig. Alligevel var der positive takter at spore, da man efterfølgende sammenlignede data med feltets hurtigste kører.


(Foto: Paolo Giovanni Pellegrini)

Regnen fastholdt sit tag i banen, da weekendens første løb startede lørdag eftermiddag. Og mens konkurrenterne kæmpede videre i det våde element, arbejdede Erik Poulsen videre med at finde mere fart i regnen. Det kostede et par ture væk fra asfalten, men der blev hentet vigtige erfaringer i et svært løb.

Søndag var solen tilbage over den spanske østkyst, og med lyset kom selvtilliden. Med en solid indsats kørte den dansk-svenske teenager sig 11 placeringer frem gennem feltet og sluttede på 19. pladsen efter flere spektakulære og velplacerede overhalinger. Et resultat, som efter en svær lørdag blev fejret som en sejr.

Finaleheatet bød på endnu et par overhalinger, og selvom placeringerne umiddelbart ikke ser prangende ud, er tilfredsheden stor efter første løb på de store baner:

“Det har været en vildt hård weekend, og jeg har nok aldrig været så udfordret, som jeg var i regnen lørdag. Det tog lidt på selvtilliden, selvom jeg godt vidste at det ville blive svært, så jeg er glad for at det lykkedes at vende det hele rundt søndag”, siger Erik Poulsen, der høster stor ros fra sin teamchef:

“Vi kom for at lære, men det var en næsten urimeligt stejl læringskurve, når ens første omgang i regnvejr bliver i kvalifikationen - ikke mindst, når konkurrenterne har kørt i regnvejr det meste af sæsonen. Erik leverede en kanon indsats under hårde omstændigheder, og vi kan se på alle data, at han har udviklet sig enormt på ingen tid. Søndag var han rigtig godt med og fik sat nogle seriøse overhalinger ind, så jeg kunne ikke være mere tilfreds med indsatsen”, siger Morten Dons, der glæder sig over at have haft muligheden for at have en reel generalprøve inden sæsonen i Formula 4 CEZ starter om en lille måned:


(Foto: Paolo Giovanni Pellegrini)

“Ligesom Erik har skullet lære meget, har vi også været oppe at stå på tæer for at lære bilen bedre at kende og få luset nogle småfejl ud. Vi har lært en masse og gjort os erfaringer, som kommer alle tre biler til gavn inden sæsonen starter i Østrig, så det har absolut været en god weekend på alle parametre”, siger han.

Allerede i den kommende weekend er STEP Motorsport atter i aktion, når teamets satsning i Radical Cup Europe med Sebastian Schou og Morten Strømsted starter sæsonen på Mugello i Italien.

STEP Motorsport


Læs mere om:
  • STEP Motorsport
  • Circuit de Catalunya
  • 15/03/26 - Circuit de Catalunya - Formula Winter Series
  •