Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Porsche Carrera Cup Scandinavia

Lærke Rønn skifter fra sprintløb til Porsche Carrera Cup Scandinavia:

Porsche
Carrera Cup
Scandinavia  

04/03/26 

”Det er en megafed bil. En rigtig racerbil.”
Den kommende sæson kommer til at byde på en ny udfordring for Lærke Rønn. Efter at hun sidste år tog andenpladsen i Porsche Sprint Challenge Scandinavia i en Porsche 718 GT4 rykker hun et trin op. 2026 kommer til at stå på deltagelse i Porsche Carrera Cup Scandinavia, hvor hun skal sidde bag rattet af en af de legendariske Porsche 911-modeller.
 

”Det er en megafed bil,” fortæller racerpigen fra Vinderup. ”Jeg havde muligheden for at prøve en bil i efteråret, og jeg glæder mig bare til at kunne køre nogle flere omgange igen i sådan en 911’er.”


Lærke Rønn har blikket solidt rettet mod næste skridt i sin karriere, hvor hun i den nye sæson skal deltage i Porsche Carrera Cup Scandinavia.
(Foto: A1 Work)

”I forhold til den GT4’er, jeg kørte løb med sidste år, er det en rigtig racerbil. Motoren sidder helt bagi – bag bagakslen – og så skal man bruge koblingen for at sætte den i gang. Indvendig er den udstyret som en racerbil, hvor man i GT4’eren f.eks. stadig havde gadebilens instrumentpanel. 911’eren vil med sin hækmotor helt klart gerne rotere mere rundt og specielt gøre det gennem svingene. Det gør den både mere udfordrende og mere sjov at køre med, for man skal virkelig holde styr på den.”

Bilskiftet betyder også et mesterskabsskifte for Lærke Rønn. Hun skal nu kæmpe med i Porsche Carrera Cup Scandinavia – det førende sportsvognsmesterskab i Norden. Men hun føler, at hun har et godt udgangspunkt for at kæmpe med her.

”Jeg fortsætter med at køre for Mikkel O. Pedersen,” siger hun. ”Det gik supergodt med teamet sidste år. Siden jeg blev en del af teamet, har det støttet mig rigtig meget i alt det, jeg gør. Jeg vil gerne fortsætte mit samarbejde med dem, og de vil gerne også fortsætte med at arbejde med mig. Det er simpelthen et godt team at være i.”

”Jeg har også den fordel, at jeg kender banerne fra sidste år, for det er de samme seks baner, som jeg sidste år kørte på i Porsche Sprint Challenge. Fire i Sverige, en i Norge og så Jyllandsringen herhjemme.”

Netop årets danske afdeling bliver dog lidt speciel for hende. Den finder nemlig sted i den sidste weekend af juni – en måned, hvor hun skal tilbringe mange dage ved det grønne bord.

”Det kan godt være, at min studenterkørsel ikke kommer til at finde sted på ladet af en lastbil, men i stedet bag rattet af min Porsche 911,” siger den kommende student. ”Men heldigvis ser det ud til, at min eksaminerne ikke kommer til at falde sammen med mit øvrige race- og testprogram.”

LR Racing Presse


Læs mere om:
  • Lærke Rønn Sørensen
  •