| Aftalen sikrer stabilitet og langsigtet udvikling for tre centrale klasser i dansk banesport – herunder Selected Car Group Super GT, som er kongeklassen i dansk asfaltbanesport.
 (Foto: Stumpphoto)
DASUs bestyrelsesformand Henrik Møller-Nielsen glæder sig over den nye aftale:
“Vi er meget tilfredse med at have indgået en toårig aftale med Bent Dyhre Hansen og Kim König om Legends Car Cup, MHO-Co DEC og Selected Car Group Super GT. Det giver ro og kontinuitet i tre vigtige klasser – ikke mindst Selected Car Group Super GT, som er flagskibet i dansk banesport. Vi ser frem til et stærkt samarbejde og en fortsat positiv udvikling af klasserne.”
Med promotoransvaret samlet under de nye ejere styrkes den sportslige og kommercielle platform omkring klasserne, samtidig med at der arbejdes målrettet med deltagerudvikling, synlighed og publikumsoplevelse.
Adm. dir. for DEKRA Danish Supercar League, Bent Dyhre Hansen, ser frem til opgaven og de kommende sæsoner:
“Det er en stor opgave og et stort ansvar at overtage tre så markante klasser i dansk banesport. Kim og jeg ser frem til at videreudvikle de tre klasser og hele DEKRA Supercar League konceptet sammen med teams, kørere og DASU. Målet er at skabe løbsweekender, der er attraktive for fans, tilskuere, sponsorer, kørere og teams, sådan DEKRA Danish Supercar League kan fortsætte med at styrke dansk motorsport på de danske baner, herunder give muligheder for, at talenter udvikler sig.”
Kalender 2026 – Danish Supercar League
De tre klasser indgår i DEKRA Danish Supercar League 2026, hvor kalenderen byder på følgende løbsweekender:
• 25. april – Padborg Park, Åbningsløbet
• 9. maj – FDM Jyllandsringen, Forårsløbet
• 20. juni – Ring Djursland, Sommerløbet
• 22. august – FDM Jyllandsringen, Grand Prix Danmark
• 4.–5. september – Padborg Park, Night Race
• 3. oktober – Padborg Park, Finaleløbet
Med aftalen på plads for 2026-27 står de tre klasser stærkt rustet til de kommende sæsoner, hvor ambitionen er at fastholde og styrke dansk banesports position – med Selected Car Group Super GT som det absolutte udstillingsvindue for dansk asfaltbanesport.
Følg DEKRA Danish Supercar League her.
|